twitter google+ facebook

Seniorklimatolog: 2015 ender både våd og varm

Godt halvvejs inde i december har seniorklimatolog John Cappelen set nærmere på temperaturen i december samt temperaturen og nedbøren i 2015 som helhed. Og kort fortalt bliver december ca. 4 grader varmere end normalen og 2015 får varme og nedbørsmængder i top 10.

Varm december

John uddyber december måneds temperatur:

”I Danmark ligger vi på 6,4 C i gennemsnit for måneden indtil videre (1-15/12/2015). Et forsigtigt og konservativt gæt på resten af december peger på et gennemsnit på ca. 5 grader, måske lidt højere. Dermed kan december lande på ca. 5,7 grader, som er ca. 4 grader over klimanormalens gennemsnitstemperatur på 1,6 C for december måneder i perioden 1961-1990. Ser vi på top 10 for december måneder siden 1874, giver det os en lun og sikker 2. plads, hvis altså prognoserne holder måneden ud”, forklarer John Cappelen.

Top 10 for december indtil videre:

2006 7,0
2013 5,3
1934 5,1
1971 5,0
1951 4,9
1898 4,6
1974 4,5
1912 4,4
1994 4,2
2011 4,2

Varmt år
”Hvis december kommer til at ligge på 5,7 grader, så kommer året til at blive ca. 9,0 grader varmt i gennemsnit. Det er i top 10 med en 10-plads sammen med 1949, 1992 og 2011, og det er temmelig varmt, men ikke i top som den globale middeltemperatur, som klimaforskerne forventer slår rekord igen i år”, fortæller John.

Top 10 for hele året i Danmark (målt i grader) ser indtil videre således ud:

2014 10,0
2007 9,5
2006 9,4
2008 9,4
1990 9,3
1989 9,2
2000 9,2
2002 9,2
1934 9,1
1949 9,0

Vådt år

John Cappelen har også set nærmere på nedbøren frem til og med den 15. december, og her er der faldet 838,3 mm regn i Danmark. I december er der kommet 50,1 mm indtil videre. John uddyber:

”Ser vi på nedbøren ugen ud, så kommer vi ind i top 10 for årsnedbør allerede søndag den 20. december. For ifølge prognoserne falder der omkring 2,8 mm, og vi når dermed ind i top 10 med over 840 mm i 2015. Og så er der stadig 10 dage tilbage af året, hvor det ser ud som om det milde og ustadige vejr dominerer måneden ud. Så mit bedste bud er, at vi får et meget vådt år, som med stor sandsynlighed kommer op i midterfeltet i top 10 for nedbør, inden udgangen af 2015, vurderer seniorklimatolog John Cappelen.

 

Top 10 for nedbør i Danmark (målt i mm).

1999 905
1994 881
2007 866
2002 864
1998 860
1980 857
1981 853
1927 850
1954 843
1967 840

 

 

Se klimanormalen (1961-1990) for dit område her: http://www.dmi.dk/vejr/arkiver/normaler-og-ekstremer/klimanormaler-dk/

 

Interesserede journalister kan kontakte seniorklimatolog John Cappelen på: 3915 7585

Af Christian Lietzenkommunikation@dmi.dk

© DMI, 16. december 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder