twitter google+ facebook

Gorm vs. Bodil, Allan og decemberorkanen

Ikke to storme er ens. Her kan du se forskellen på fire markante af slagsen: Gorm, Bodil, Allan og decemberorkanen fra 1999.

Klimatolog Mikael Scharling har tegnet kort. De viser vindstødene i forbindelse med decemberorkanen fra 1999, 'Allan' i oktober 2013, 'Bodil' i december 2013 samt Gorm i november 2015. Et enkelt andet markant lavtryk har også sneget sig ind, nemlig stormen den 8. januar 2005.

Vindstød er interessante i forhold til effekten af stormen, fordi det ofte er dem, der udretter størst skade. En anden vigtig faktor er den tid, der er gået, siden tilsvarende vind sidst ramte et givet område. Det er en af forklaringerne på, at Gorm udrettede så relativt lidt skade trods sit markante vindfelt i dele af landet.

Kortene viser, at decemberorkanen fortsat står uantastet som det voldsommeste, der har ramt Danmark. Arealet med de virkelig stærke vindstød var langt større dengang end ved nogen af de senere lejligheder - ja formentlig helt i starten af DMI's stormregistrering i 1891.

Vindstød fra Gorm: den regionale kategori 3-begivenhed 29. november 2015. Grafik Mikael Scharling.
Vindstød fra den landsdækkende kategori 4-begivenhed 3. december 1999. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.
Vindstød fra den landsdækkende kategori 3-begivenhed 8. januar 2005. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.
Vindstød fra Allan; den regionale kategori 4-begivenhed 28. oktober 2013. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.
Vindstød fra Bodil; den regionale kategori 4-begivenhed 5. december 2013. Grafik Mikael Scharling. Klik for stor version.


DMI inddeler storme i fire klasser baseret på styrken af de observerede 10-minutters middelvinde (altså ikke vindstødene som vist ovenfor). Hver klasse har to underkategorier, som fortæller om stormens udbredelse - regional eller national - alt efter hvor stort et område der blev ramt.

Du finder den danske stormliste med yderligere forklaring af kategoriseringen i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Journalister kan kontakte DMI's klimatologer gennem pressekontoret på 39 15 75 09 eller kommunikation@dmi.dk

Af Niels Hansen

© DMI, 3. december, 2015.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder