twitter google+ facebook

Anmeldelse: Det vildeste nordlys hjemme i din stue

Nordlys i september over Chena River nær Fairbanks, Alaska. Her hersker frost og sne fra oktober til april, og nordlyset kan ikke ses i de lyse nætter fra april til august. Det tidlige efterår byder derfor på unikke fotomuligheder og endda med forhøjet chance for nordlysaktivitet omkring jævndøgn. Risikoen for skydække er dog højest om efteråret. Foto Poul Jensen.

Danske Poul Jensen har fotograferet og produceret måske verdens mest betagende film om nordlys. Du kan se med.

Poul Jensen sendte mig i sommeren 2015 en kopi af sin nordlysfilm Beneath the Aurora. Selv med et helt almindeligt 32” tv koblet til et ordinært stereoanlæg var jeg tryllebundet. Filmen viser formentlig nogle af verdens bedste nordlysoptagelser - i al fald de bedste jeg har set, og jeg har set en del.

Ville dele sin oplevelse

Men Beneath the Aurora er ikke blot 48 minutter i selskab med nordlys i ekstremt høj fotografisk kvalitet. Det, der flytter filmen det sidste stykke fra flot til betagende, er nøje udvalgt underlægningsmusik, som Poul Jensen fortæller, var klart den største udgift ved produktionen.

Og formålet med filmens unikke kombination af billeder og musik er netop at genskabe fotografens oplevelse, og de følelser, der strømmer igennem ham, når han står under nordlyset.

Fra Danmark til Alaska

Filmen er 100% danske Poul Jensens egne optagelser. Den er klippet sammen af 36 timers såkaldte time-lapse optagelser.

Time-lapse er en teknik, hvor enkeltbilleder i fotografisk kvalitet bliver lagt efter hinanden, så de opleves som en film, der er speedet op. Og de 36 timer, som filmen består af, bygger igen ovenpå mange hundrede timers optagelser udført over en periode på fem år, hvor Poul Jensen opholdt sig i Alaska, som en del af sin uddannelse til rumfysiker.

twitter google+ facebook

Beneath the Aurora

  • Link: astralisproductions.com
  • Spilletid: 48 minutter
  • Ekstramateriale: 14 minutter (engelsk tale, danske undertekster)
  • Filmen kan købes som download (Full HD) eller på DVD (Blu-ray på vej).
  • Priser: Download 100 kr, DVD 125 kr.

Ekstramaterialet er essentielt

En anbefaling skal der følge med filmen - ud over at du selvfølgelig finder det største tv og det bedste lydanlæg, der er inden for rækkevidde. Du skal se ekstramaterialet først. Det findes på dvd/blu-ray’en eller ligger direkte på nettet på filmens hjemmeside (se box til højre).

Ekstramaterialet forklarer blandt andet, hvorfor mange mennesker ikke er i stand til at se farverne i nordlyset, som de ser ud på billeder og video, og hvorfor tiden er speedet op i de mange nordlyssekvenser. Begge dele får dig til at sætte endnu mere pris på det, du ser.

I 'Værd at Vide' til højre finder du et længere interview med Poul Jensen om, hvor hans nordlys-passion kommer fra, og hvordan filmen blev til.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 22. december 2015.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder