Den kolde luft lukker sig nærmest som en kuldelomme om den centrale og østlige del af Middelhavsområdet. Grafik Frank Nielsen. Klik for større version.
Satellit fra Meteosat der viser det kraftige lavtrykssystem over den centrale og østlige del af Middelhavsområdet. Klik for større version.
Klimanormalen for Rom angiver tydeligvist et vådt vinterhalvår. Klik for større version.
twitter google+ facebook

Kuldelomme lukker sig om Middelhavet

Vejret i Middelhavsregionen kan være barsk om vinteren og helt anderledes i forhold til det vejr, vi kender om sommeren. Den kolde luft, der huserede på vore breddegrader sidste weekend er nu nået sydpå, og det giver koldt og vådt vejr i den centrale og østlige del af Middelhavsområdet.

Den kolde luft fra nord, der sidste weekend begravede dele af Danmark i en mindre snestorm, er nået frem til Middelhavet. Det har betydet udvikling af et omfattende og kraftigt lavtryksområde, der allerede har givet og fortsat giver både regn, kulde og blæst til den centrale og østlige del af Middelhavsområdet.

Går man måske herhjemme og sukker efter lidt sol og varme, er det derfor ikke Middelhavet, man skal satse på. Man kan selvfølgelig sagtens være heldig at finde gode og lune perioder om vinteren i både Spanien, Italien og Grækenland. Men den kolde og våde vejrtype, som man oplever i regionen lige nu, er mindst lige så almindelig.

Mægtige lavtryk

Vejret ved Middelhavet kan være ganske barsk om vinteren - helt anderledes fra det vi kender om sommeren. Regnen kommer som oftest i form af kraftige byger eller mægtige lavtryk, der dannes i Middelhavsregionen.

En medvirkende faktor er det varme Middelhav, der for tiden ligger på 17 til 20 grader. Det er benzin på bålet, når kold luft fra nord lejlighedsvis dumper ned til egnene omkring Middelhavet.

Det er vinterhalvåret, der er regntiden i Middelhavet, og særligt i denne region er man afhængig af vinterens sne i bjergene. Det giver nemlig drikkevand om sommeren og næring til den vegetation og de afgrøder, der specielt dyrkes netop i Middelhavsområdet.

Af Frank Nielsen

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 27. november 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder