twitter google+ facebook

Grønlandsk piteraq-vind rusker op i Europas vejr

Mandagens kraftige piteraq i Tasiilaq på Sydøstgrønland er ikke kun med til at smelte weekendens sidste sne her i landet, den er også en aktiv spiller i udviklingen af et voldsomt lavtryk i Middelhavet.

Piteraq-lavtrykket, der sender nedbør ned over Danmark, ligger lige nu over Norskehavet den 24. november 2015. Grafik Frank Nielsen. Klik for stor version.
Prognose for hvordan lavtrykket over Middelhavet kommer til at se ud den 26. november 2015. Grafik Frank Nielsen. Klik for stor version.

Piteraq-lavtrykket, der tirsdag ligger over Norskehavet, sender regn og senere byger ind over Danmark, som gradvist får bugt med den sidste sne på Sjælland. Dog kommer det til at døje lidt med at få den varmere luft ind over hele Danmark.

I forbindelse med det grønlandske lavtryk dumper der endnu en portion kold luft ned over Nordsøen og videre til Centraleuropa for til sidst at ende i Middelhavet. Den kolde luft vil dog ikke være så markant i menneskehøjde som i de højere luftlag, eftersom den varmes op af det relativt varme hav i Nordsøen.

Nye forsyninger til Alperne

Når fronter og kold luft fra nordvest vælter ned over Europa, ramler luften direkte ind i blandt andet Alperne. Og det giver anledning til sne! Sidste weekend faldt der masser af sne i Alperne, men der er allerede igen nye forsyninger på vej til de snehungrende. Det er dog ikke kun Alperne, der kan forvente mere af det hvide element, Pyrenæerne står også i første række til en omgang sne.   

Kold morgen sydpå

Siden fredag har den kolde luft rejst ned over Europa og den vestlige del af Middelhavet og er nu nået helt frem til Nordafrika. Og det kan mærkes.

Tirsdag morgen den 24. november var der frost i hele Central- og Østeuropa og i det meste af Frankrig. I Palma de Mallorca nåede temperaturen ned på kølige 2,6 grader, og meget varmere var det ikke i Marokko og Libyen, hvor der mange steder blev målt omkring 5 grader.

Når en så kold luftmasse når ned over det relative varme Middelhav, der lige nu ligger mellem 18 til 20 grader, sker der en hel masse på vejrfronten. Der dannes nemlig kraftige bygesystemer og ofte også voldsomme Middelhavslavtryk, som dannes på grænsen mellem den kolde luft mod vest og den betydeligt varmere luft over den østlige del af Middelhavet.  

Sådan så temperaturerne omtrent ud tværs over Europa om morgenen den 24. november 2015. Grafik Frank Nielsen.

Af Frank Nielsen

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 24. november 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder