twitter google+ facebook

Gorm blæste på Danmark i fire timer

Radarbillede af Gorm over Danmark den 29. november kl. 20.00. Grafik Frank Nielsen. Klik for stor version.

Stormen Gorm, der søndag eftermiddag, aften og nat, rasede tværs over landet, blæste dybest set på Danmark. Den havde nemlig travlt med at komme videre til Sverige allerede efter fire timer.

Efter et halv døgns tid på farten, tog det kun Gorm ganske få timer at krydse landet.

”Selve lavtrykscenteret var 12 timer om at komme fra Skotland og til Thy, men da Gorm endelig nåede Danmark, tog det blot fire timer for stormen at nå den svenske kyst,” siger vagtchef Frank Nielsen.

Gorm blev som sådan ikke noget særligt dybt lavtryk - kun ca. 970 hektopascal (den måleenhed, meteorologerne bruger, når de taler om lufttryk), men den tilegnende sig den såkaldte ’giftige hale’, som i form af kraftige vindstød kan være potentielt farlige. 

”Stormens giftige hale er det område lige syd for lavtrykscentreret, hvor der dannes et smalt bånd med en bredde på ca. 50 km. I det smalle bånd raser stormen for fuld styrke. Under stormens indtog i Danmark blev der flere steder målt middelvindhastighed på storm (mere end 24,5 m/s) og stedvis stærk storm (mere end 28,5 m/s) samt vindstød af orkanstyrke, dvs. mere end 32,6 m/s og mange steder endda mellem 35 og 40 m/s.,” siger Frank Nielsen.

Gorms rejse tværs over Danmark var hurtigt overstået. Middelvinden ved Gniben nåede over 24,5 m/s kun ganske få timer. Klik for stor version.
Gorms rejse tværs over Danmark var hurtigt overstået. Middelvinden ved Sletterhage Fyr nåede over 24,5 m/s kun ganske få timer. Klik for stor version.


For langt de fleste danskere virkede stormen knap så vedholdende.  

”På trods af Gorms giftige blæsende hale oplevede mange danskere Gorms hurtige visit som en kraftig kuling med vindstød af stormstyrke, dvs. 25 til 30 m/s. Selv i de områder, der blev hårdest ramt af stormen, varede stormen heldigvis kun kort tid. Typisk mellem 1 til 2 timer. Perioden med højeste vindstød varede ca. en halv time,” slutter Frank Nielsen.  

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 30. november 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder