twitter google+ facebook

Tvillingetyfoner leger farlig tagfat i Stillehavet

I det vestlige Stillehav foregår i disse dage en fangeleg af de farlige. Tvillingetyfonerne Goni og Atsani er henholdsvis sæsonens 16. og 17. tropiske systemer i området. Og tvillingetyfonerne har fart på.

Goni ligger mandag middag nordvest for Nordmarianerne i Stillehavet, mens Atsansi ligger umiddelbart øst for øerne. De er begge på vej i vest og nordvestlige retninger, mens de tager til i styrker.

For Goni er kursen sat mod Taiwan og undervejs kommer den op i den øverste tyfon-kategori 5, hvor vindhastighederne overstiger 260 kilometer i timen. Den når ifølge prognoserne dog at tabe lidt kraft, inden den kommer tæt på Taiwan lørdag.

”Prognoserne er lidt uenige om, hvor tæt Goni kommer på land, og hvilken kurs den kommer på land. Nogle prognoser har den til at dreje fra og tage en nordøstlig retning, så den kommer tættere på Atsani hen mod weekenden,” siger meteorolog Mogens Rønnebek, der har kigget på tyfonerne.

Tyfonerne Goni og Atsani kører parløb i Stillehavet. Grafik Mogens Rønnebek.

Atsani har kurs direkte mod nordvest og Japan. Den ventes ligeledes at tage til i styrke, mens meteorologerne venter ’kun’, at den kommer op i den næsthøjeste kategori 4, hvor vindhastighederne overstiger 220 kilometer i timen. Holder prognoserne stik, kommer Atsani tæt på Japan i begyndelsen af uge 35.

”Kommer begge tyfoner tæt på Japan i næste uge, så bliver det nogle våde dage,” siger Mogens Rønnebek.

Goni og Atsani er blot de seneste af en hel række tropiske orkaner i det vestlige Stillehav i denne sæson. Vi skal kun tilbage til den 7.-8. august for den seneste Soudelor, som lavede ravage i både Taiwan og Kina.

Supertyfon

Båd Goni og Atsani kommer op i den voldsomme kategori, hvor de får tilnavnet Supertyfon, når de kommer op i kategori 4. Samme skift i nomenklatur finder vi hos de atlantiske hurricanes, der bliver til 'major hurricanes', når de kommer op i de to øverste kategorier på skalaen.

Du kan selv følge tyfonparret hos Tropical Storm Risk fra 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Kilometer i timen (km/t)Meter i sekundet (m/s)Sømil i timen (knob)Miles per hour (m/hr)Kategori
<63 km/t <17,5 m/s <32,4 knob <39,1 m/hr TD
70 km/t 19,4 m/s 37,8 knob 43,5 m/hr TS
80 km/t 22,2 m/s 43,2 knob 49,7 m/hr TS
90 km/t 25,0 m/s 48,6 knob 55,9 m/hr TS
100 km/t 27,8 m/s 54,0 knob 62,1 m/hr TS
110 km/t 30,6 m/s 59,4 knob 68,4 m/hr TS
120 km/t 33,3 m/s 64,8 knob 74,6 m/hr 1
130 km/t 36,1 m/s 70,2 knob 80,8 m/hr 1
140 km/t 38,9 m/s 75,6 knob 87,0 m/hr 1
150 km/t 41,7 m/s 81,0 knob 93,2 m/hr 1
160 km/t 44,4 m/s 86,4 knob 99,4 m/hr 2
170 km/t 47,2 m/s 91,8 knob 105,7 m/hr 2
180 km/t 50,0 m/s 97,2 knob 111,9 m/hr 3
190 km/t 52,8 m/s 102,6 knob 118,1 m/hr 3
200 km/t 55,6 m/s 108,0 knob 124,3 m/hr 3
210 km/t 58,3 m/s 113,4 knob 130,5 m/hr 3
220 km/t 61,1 m/s 118,8 knob 136,7 m/hr 4
230 km/t 63,9 m/s 124,2 knob 142,9 m/hr 4
240 km/t 66,7 m/s 129,6 knob 149,1 m/hr 4
250 km/t 69,4 m/s 135,0 knob 155,4 m/hr 4
260 km/t 72,2 m/s 140,4 knob 161,6 m/hr 5
270 km/t 75,0 m/s 145,8 knob 167,8 m/hr 5
280 km/t 77,8 m/s 151,2 knob 174,0 m/hr 5
290 km/t 80,6 m/s 156,6 knob 180,2 m/hr 5
300 km/t 83,3 m/s 162,0 knob 186,4 m/hr 5

Tabellen viser sammenhængen mellem kategorien for en tropisk cyklon og vindhastigheden i forskellige enheder.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 17. august 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder