twitter google+ facebook

Potent El Niño fyrer op under det globale termometer

En kraftig El Niño er under hastig udvikling i Stillehavet. Klimafænomenet vil i 2015 påvirke vejret mange steder i verden og på globalt plan kunne skrue betragteligt op for temperaturen.

2015 bliver et år præget af en ny, formentlig kraftig, El Niño.

Når vi har en El Niño-periode på kloden, ændrer havcirkulationen sig i det tropiske Stillehav. Passatvindene, der normalt skubber varmt vand mod vest, løjer af. Så falder temperaturen i havet lige øst for Australien, men til gengæld stiger den tilsvarende i et meget større område fra det centrale Stillehav hele vejen over til Sydamerika. Nederst på siden finder du en meget pædagogisk video fra det Britiske MetOffice, som forklarer dig 'El Niño-basics' på under 5 minutter.

Nyeste prognose for udviklingen af den igangværende El Niño fra det fælleseuropæiske, meteorologiske regnecenter ECMWF. Hver enkelt rød linje repræsenterer en kørsel med computermodellen. Forskellen mellem kørslernes forudsigelser opstår, fordi de har marginalt afvigende startbetingelser. Bemærk, at selv de mest konservative kørsler forudser en kraftig El Niño, mens de mere progressive forudser en rekordkraftig El Niño. Klik for stor version.

Enighed om El Niño, uenighed om styrken

El Niño'en har været undervejs siden 2014. Forskerne sætter grænsen for fænomenet ved en temperaturstigning på 0,5°C i den såkaldte Niño3.4-region centralt i Stillehavet. Den grænse har vi befundet os tæt på de seneste 7-8 måneder, men nu kommer varmen for alvor, fortæller forskningsleder for DMI's klimaforskning Jens Hesselbjerg Christensen.

"2015 bliver uden tvivl et år præget af El Niño. Styrken er der derimod en del tvivl om. Prognoserne fra de forskellige vejrcentre er ikke enige, men et flertal af dem peger på, at vi skal forvente en særdeles kraftig opvarmning af det centrale Stillehav".

Den hidtil kraftigste El Niño kom i 1997/98. Og det er den, vi skal sammenligne med, vurderer Jens Hesselbjerg.

"De nyeste prognoser peger på, at vi overgår den seneste El Niño fra 2010/11 og måske endda den fra 1997/98. Modellerne viser en temperaturstigning på mellem 2°C og måske endda 4°C over normalen i slutningen af året, hvor en El Niño typisk topper", siger han.

Under rekord-El Niño’en i 1997/98 var den varmeste periode fra oktober til december 1997. Her lå temperaturen 2,4°C over normalen i Niño3.4-regionen.

Påvirker vejr mange steder

En El Niño ændrer naturligt nok vejrforholdene såsom nedbør, tørke og antallet af orkaner i og omkring det tropiske Stillehav. Blandt andet falder der kraftig nedbør langs Sydamerikas vestkyst, mens Filippinerne, Indonesien og Australien oplever en mere tør periode og til tider egentlig tørke under en El Niño. Antallet af tropiske orkaner i Stillehavet er typisk højt, når en El Niño hersker, mens det er lavere på den anden side af amerikaerne ude i Atlanterhavet.

Effekterne af en El Niño begrænser sig imidlertid ikke til området omkring det tropiske Stillehav. Faktisk kan der registreres en påvirkning på store dele af kloden. Danmark og resten af Nordvesteuropa er dog en af undtagelserne. Enkelte forskere knytter El Niño samme med en tendens til koldere vintre hos os, men koblingen er meget svag.

Årelang, global hedetur

En anden og stærkere kobling er der mellem El Niño og den globale temperatur.

"El Niño’en i 1997/98 var nem at spotte i klodens temperaturer, som pludselig sprang en kvart grad op fra årerne umiddelbart forinden", siger Jens Hesselbjerg og påpeger, at vi risikerer, at det samme sker i år.

De globale gennemsnitstemperaturer i den nedre del af atmosfæren år for år siden 1950. År med El Niño er røde, år med El Niño's modsætning - La Niña - er blå, og år, hvor forholdene i det tropiske Stillehav var neutrale, er grå. Kloden er typisk varmest i El Niño-år. Tallene er plottet i forhold til gennemsnittet for perioden 1961-1990. Grafik DMI.

"De første måneder af 2015 har været meget varme globalt set. Januar til marts var den varmeste start på et år, der er registreret overhovedet. Især det nordlige Stillehav er meget varmere end normalt, men også hele El Niño-området i det tropiske Stillehav er allerede nu betydeligt varmere end normalt. Begge områder er så store, at de påvirker den globale middeltemperatur".

2014 satte rekord som klodens varmeste år, men den rekord kommer ikke til at stå ret længe, vurderer Jens Hesselbjerg.

"Alt tyder på, at 2015 bliver rekordvarmt. Og hvis det ender med en meget kraftig El Niño, som prognoserne mere end antyder, kan året endda blive væsentligt varmere, end hvad vi tidligere har set. Faktisk skal der noget ekstraordinært til for at forhindre det. Det kunne være et voldsomt vulkanudbrud med en globalt afkølende effekt, som vi f.eks. så det med udbruddet af Pinatubo i 1992, men chancen for det er formentlig ret lille", slutter forskningslederen.


Journalister kan kontakte Jens Hesselbjerg via DMI's pressetelefon inden for almindelig arbejdstid på 39 157 509.

Der er mere om El Niño i DMI's tema om fænomenet.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 18. maj 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder