twitter google+ facebook

Hold plænen pæn med en let studsning

Græsset i de danske haver vågner i disse dage op til dåd efter vinteren. Med udsigten til til en solrig weekend planlægger mange nok at lufte plæneklipperen i de kommende dage.

Det kribler i fingrene på mange haveejere, for foråret har alvor fået greb i Danmark. Jordtemperaturen krydser i disse dage en vigtig grænse, nemlig grænsen for hvornår græs kan vokse.

"Der er selvfølgelig en smule forskel på græstypen, men generelt begynder græsset at vokse, når jordtemperaturen er omkring 6-8°C," siger Jesper Carl Corfitzen, havefaglig leder i Haveselskabet.

Ifølge landbrugsinfo.dk har jordtemperaturen de seneste dage passeret 6°C i det meste af landet. Dette, kombineret med udsigt til en weekend med nogen eller en del sol og 10 til 15°C, fører højst sandsynlig til en sand forårseksplosion i den danske natur inden for nærmeste fremtid.

Du skal dog ikke hovedkulds starte din plæneklipper. For klipper du græsset for tidligt, eller klipper du det for kort, svækker du rodnettet. 

"Græsset skal helst ikke klippes mere end 40% af sin højde ved hver slåning," siger Jesper Carl Corfitzen.

Så hans gode råd er, at du tager din tommestok med ud i haven og måler, hvor langt græsset er. Hvis længden er god, og klipperen skarp, så er det bare at trække i havehandskerne og begynde at slå.

God fornøjelse.

Temperatur og temperatur

Jordtemperaturen er døgngennemsnittet målt i 10 centimeters dybde. Lufttemperaturen (det som gives i vejrudsigter) bliver målt i 2 meters højde.

Jordtemperaturen plejer at komme under 6-8°C igen i løbet af oktober.


Af Ditte Falkenberg, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 17. april 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder