twitter google+ facebook

Marts slutter hvidt og vådt

Det lune forårsvejr har haft lidt svært ved at finde vej til Danmark. For lige at sætte prikken over i’et ender marts måned nærmest vinterligt, inden vi endelig går lidt lysere tider i møde fra månedsskiftet.  

Holstebro den 31. marts 2015. Foto Peter Aaboe.
Regn med slud over landet tirsdag den 31. marts 2015. Grafik Thyge Rasmussen. Klik for stor version.
Jelling den 31. marts 2015. Foto Michael Tanghus Haugaard. Klik for stor version.

Mange af landets borgere så i formiddagstimerne den 31. marts hvidt i den sydlige del af landet.

”Det er et ganske kraftigt lavtryk, som her den 31. marts er på vej østpå tværs gennem landet. Da luftmasserne er ret kolde, falder nedbøren i forbindelse med lavtrykket delvist som slud eller tøsne. De nordlige dele af landet vil tirsdag eftermiddag også kunne opleve slud eller tøsne, mens temperaturen længere sydpå stiger til 6-8 graders varme i forbindelse med, at vinden drejer fra sydøst over i vest,” siger meteorolog Thyge Rasmussen.

Vestenvinden i den sydlige del af landet tiltager en overgang op til hård kuling - ved kysterne stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Det ser dog lidt lysere ud, som vi træder ind i den nye måned.

”Fra tirsdag aften den 31. marts begynder vinden at aftage lidt, men natten til onsdag den 1. april samt op ad dagen får hele landet op til kuling fra vest og nordvest," siger Thyge Rasmussen og fortsætter:

"Den første dag i april måned vil være præget af både lidt sol og lidt byger. Hagl og slud kan vi dog ikke helt udelukke. Med andre ord rigtigt aprilvejr.” 

Tager du flotte billeder af det hvide vejr eller af påske-Danmark, så send dem til os på vejrmed@dmi.dk så vi kan lægge dem op på vores Flickr-profil.

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 31. marts 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder