twitter google+ facebook

Kyndelmisse varsler forårets komme

I dag er det 2. februar - eller Kyndelmisse. Dagen markerer fra gammel tid, at halvdelen af vinteren er overstået, og dagen hænger således uløseligt sammen med vejret.

Kyndelmisse eller Mariæ renselsesdag er en gammel, kristen helligdag, der falder hvert år den 2. februar. På latin hedder dagen missa candelarum, altså en lysmesse. I den katolske kirke fejres dagen med en gudstjeneste, hvor de lys, som skal bruges i det kommende år, velsignes.

Det er dog også dagen, hvor det markeres, at halvdelen af vinteren er overstået, hvilket fører til spørgsmålet om forårsvejret.

Der er mange gamle vejrvarsler knyttet til Kyndelmissen, eller Kjørmes Knud, som den blev kaldt her i Danmark, og de knytter sig for det meste til forårets komme. For eksempel hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden så vil foråret snart være på vej og Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø. En tommelfingerregel for bønder var, at de skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da dyrene først kunne komme på græs i maj måned. 

Den kendte gnavermeteorolog ved en tidligere lejlighed. Foto Alan Freed, venligst stillet til rådighed af groundhog.org

Hvis det er gråvejr, vil vinteren snart slutte, hedder et andet gammel vejrvarsel. Og hvis det er klart solskin, vil der snart komme megen sne. En grøn kyndelmisse giver en kold påske, og ligeså mange dage lærken synger før kyndelmisse, skal den tie eller græde efter.

Dette stemmer fint med traditionen med at hente et sovende murmeldyr ud af vintersøvnen på denne dag, og ser dyret sin egen skygge (Klart vejr) bliver den forskrækket og skynder sig ind i hulen igen. Men er det gråvejr uden skygger, ja så er foråret nær. Det mest berømte murmeldyr er jo Punxsutawney Phil, der den 2. februar, på Groundhog Day hives frem i byen Punxsutawney, Pennsylvania, USA.

Følg begivenhederne i Punxsutawney via linket i Værd at Vide til højre. Vi opdaterer naturligvis nyheden, når resultatet af 'skyggeudsigten' kommer ind.

Vejrudsigten for Groundhog Day 2015 i Pennsylvania og for det meste af det østlige USA lyder på overskyet vejr med en del sne, så det kniber nok for Phil at se sin egen skygge, hvilket må betyde et tidligt forår.

Her i Danmark er det også mest en skyet kyndelmisse2015, kun lokalt kommer der solglimt frem, så hvis de gamle varsler står til troende, er foråret jo lige om hjørnet J

Af Mogens Rønnebek, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 2. februar 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder