twitter google+ facebook

Kulde lægger Vestgrønland på is

Grønland har med sit kæmpeareal et meget komplekst og varierende vejr og klima. Denne vinter er ikke nogen undtagelse, og i Vestgrønland skaber kulden isforhold, der besværliggør kystsejladsen.

Grønlands varierende klima betyder, at der godt kan være stor forskel på vejret i øst og vest.

”I Grønlands nordlige og østlige del har det i lange perioder generelt været noget eller en del varmere end normalt. Byen Illoqqortoormiut på østkysten havde f.eks. en gennemsnittemperatur for januar på 9,8 graders frost mod en normal på 16,1 graders frost”, siger meteorolog Jesper Eriksen og fortsætter:

”Men kulden har ikke været gemt af vejen. Dette kan befolkningen i Syd- og Vestgrønland skrive under på. Den månedlige gennemsnittemperatur for december i Vest- og Sydgrønland endte godt nok omkring klimanormalen, men januar og indtil videre februar har budt på koldt vejr - kun med meget korte indslag af varme.”

Flere af DMI´s målestationer i den vestlige og sydlige del af Grønland melder om gennemsnitlige månedstemperaturer på 2 til 3 grader under normalen for januar.

Byen Asiaat, der ligger ved Diskobugten, endte f.eks. med et januargennemsnit på 15,3 graders frost (normalen lyder på 13,4 graders frost). Nuuk endte på bidende kolde 10,7 graders frost - hvilket er lidt over 3 grader koldere end normalen på 7,4 graders frost, mens byen Qaqortoq i Sydgrønland hev en middeltemperatur på 8 graders frost hjem (normalen lyder på 5,5 graders frost).

Grønland har med sit kæmpeareal et meget komplekst og varierende vejr og klima. Denne vinter er ikke nogen undtagelse, og i Vestgrønland skaber kulden isforhold, der besværliggør kystsejladsen.

Lavtryksbaner forårsager kulde

”Årsagen til det meget kolde vejr i Syd- og Vestgrønland skal findes i lavtryksbanerne”, siger Jesper Eriksen og fortsætter:

”Nordatlantens dybe vinterlavtryk, der dannes på skillefladen mellem varm og kuld luft, har typisk haft en østlig eller nordøstlig retning syd om Kap Farvel og efterfølgende op mod Danmarksstrædet. Dog med enkelte afstikkere op langs Sydvestgrønland.”

Dette har givet perioder med mildt vejr, men dog stadig typisk frostvejr, til den østlige del af Grønland med ret store snemængder. Mens Syd-og Vestgrønland har ligget i den kolde luftmasse, et stykke væk fra skillefladen mellem varm og kold luft.

Jesper Eriksen har også studeret prognoser, der rækker lidt frem i tiden, og det ser ud til, at kulden fortsætter.

”Kigger man på de nuværende prognoser for den vestlige og sydlige del af Grønland, ser kulden ud til at have låst sig fast de næste 2 til 3 uger, kun med korte indslag af lidt lunere luft,” lyder det fra meteorologen.

Vestisen nærmer sig Nuuk

”De seneste ugers lave temperaturer i Vestgrønland afspejler også udbredelsen af havisen i Davisstrædet. Byerne Sisimiut, Maniitsoq og Nuuk betegnes normalt som åbentvandsbyer, hvor forsyningsskibene fra Royal Arctic Line uden de store problemer kan levere gods året rundt, også om vinteren,” siger videnskabelig medarbejder Jens Jakobsen fra sektionen for Hav og Is ved DMI og fortsætter:

”De kolde temperaturer observeret indtil videre i januar og februar har dog medført en større udbredelse af Vestisen, og højere koncentrationer af havis end normalt ses nu ud for både Sisimiut og Maniitsoq.”

Til venstre ses et billede optaget af Sentinel 1A-satellitten den 9. februar 2015, hvor der fortrinsvis er åbent vand ud for Maniitsoq.
Den 21. februar nærmer Vestisen nærmer sig nu for alvor Maniitsoq. Låser kulden sig fast de næste 2 til 3 uger, er det muligt, at Vestisen når helt ned til Nuuk-fjorden.

Højere iskoncentrationer 

Sektionen for Hav og Is ved DMI kortlægger havisens udbredelse omkring Grønland, og iskortet fra 16. februar afspejler således også, at iskoncentrationerne ud for Maniitsoq er højere end normalt. 

Til venstre et iskort fra 16. februar 2015, hvor iskoncentrationer på 8-9/10 ses vest for Maniitsoq.
Den gennemsnitlige iskoncentration for februar måned i årene 2001- 2010. Normalt er iskoncentrationen umiddelbart vest for på Maniitsoq på 1-3/10 i februar måned.

Følg udviklingen de kommende uger og se hvorvidt Vestisen når helt ned til Nuuk-fjorden. Links finder du under ’Værd at Vide’ øverst til højre.

Redaktion Mogens Rønnebek, kommunikation@dmi.dk

© DMI 24. februar 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder