twitter google+ facebook

Stormen hedder Dagmar

DMI's vagtchef har udsendt varsel om storm fredag eftermiddag langs den jyske vestkyst. Med varslet om storm følger også et navn - og denne gang er navnet Dagmar.

Stormen er den fjerde i den danske navngivning af storme og skal derfor have et navn begyndende med bogstavet D. Navngivningen af storme blev påbegyndt af tidligere klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard med stormen Allan den 28. oktober 2013.

Der kan blive sus i skørterne, når lavtrykket Dagmar fredag passerer. Grafik Mogens Rønnebek.

Lavtryksklumper

Dagmar er det første af to lavtryk, som i løbet af weekenden nærmer sig Danmark. Foreløbigt ser det ikke ud til, at lavtryk nummer 2, der rammer Norges kyst lørdag eftermiddag, giver storm i Danmark. Men weekenden bliver ret blæsende.

Danske storme er tidligere ankommet i par, selv om blot 1 til 2 døgn imellem er ganske usædvanligt. Siden år 1900 er der seks eksempler:

  • I 2007 fulgte to små storme efter hinanden med ca. 2½ døgn imellem den 12. og den 14. januar.
  • I 1981 blev den voldsomme orkan den 24./25. november forvarslet af en lille storm ca. 4 døgn tidligere
  • I 1962 var der 4-5 døgn imellem to storme midt i februar;
  • I 1954 var der 4-5 døgn imellem to storme midt i februar;
  • Tilbage i 1949 finder vi to meget kraftige storme med blot 2 døgns mellemrum den 24. og 26. oktober.
  • Midt i januar 1921 var der 3 dage mellem to mindre storme den 19. og den 22.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 8. januar 2015

Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder