twitter google+ facebook

Dagmar og Egon giver forhøjet vandstand

Når stormen Dagmar fredag og stormen Egon lørdag passerer Danmark så er det med kraftig vestenvind, som forårsager forhøjet vandstand i vores farvande.

"Den kraftige vind fra vest presser vandet i Nordsøen mod øst og giver forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst. Vinden presser vandet videre ind gennem Skagerrak og ned i Kattegat," siger oceanograf Vibeke Huess.

For Limfjorden betyder den kraftige vestenvind igennem en længere periode, at vand fra Nordsøen presses ind i Limfjorden ved Thyborøn kanal. Vandstanden i den vestlige del af Limfjorden er fredag middag omkring en meter. 

På grund af den konstante vestenvind fortsætter højvandet i Limfjorden længere tid id i de indre danske farvande. Grafik Marie Timm. Klik for forstørrelse.

"I løbet af lørdag vil næste lavtrykspassage, Egon, med kraftig vestenvind presse yderligere vand fra Nordsøen ind i Limfjorden, og prognoserne forudsiger kraftigt forhøjede vandstande i den vestlige del af Limfjorden i løbet af lørdag og hele søndag."

Og i løbet af sen lørdag og søndag vil det konstante vestenvindspres ligeledes forøge vandstanden i de indre danske farvande.

"Særligt i de snævre fjordsystemer, hvor vandet har svært ved at slippe væk kan der blive problemer. Eksempelvis har vi fredag eftermiddag prognoser, som antyder, at vandet i Roskilde Fjord stiger til over en meter," siger meteorolog Marie Timm.

Lørdag aften topper vandet i Roskilde formentlig omkring en meter, som prognoserne ser ud fredag eftermiddag. Grafik Marie Timm. Klik for forstørrelse.

I den vestlige Østersø vil den kraftige vestenvind fredag og søndag derimod forårsage lavvande.

Redaktion Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 9. januar 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder