twitter google+ facebook

Risikoen for skovbrande stiger i takt med temperaturen

Danmark står over for at stige i graderne. Antallet af hedebølgedage tredobler, og vi får flere og længere tørkeperioder. Det er nogle af budskaberne i rapporten 'Fremtidige klimaforandringer i Danmark'. Konsekvenserne kan blive øget behov for markvanding og større risiko for skovbrande. 

”Temperaturen i Danmark er steget med ca. 1,5°C siden 1870 frem til i dag og fortsætter sin kurs opad nogenlunde i tråd med den forventede globale udvikling,” siger klimaforsker Martin Olesen.

Ministeren mener:

”Danmark bliver varmere og varmere på grund af klimaforandringer, og det får store konsekvenser. I løbet af sommermånederne får vi mere tørke og øget risiko for skovbrande. Der hersker ikke længere tvivl om, at Danmark og resten af verden står over for betydelige klimaforandringer, og vi skal handle nu for at begrænse de voldsomme konsekvenser. Vi har alle et ansvar for at undgå, at de scenarier, som beskrives i rapporten om fremtidige klimaforandringer i Danmark, bliver til virkelighed.”

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen

Klimaforskerne arbejder med såkaldte scenarier, som er mulige fremtidige udviklinger. Der er stor forskel på, hvor meget varmere Danmark bliver alt efter, hvor mange drivhusgasser vi samlet set lukker ud i atmosfæren de kommende årtier. Det betyder, at udleder vi væsentlig mindre CO2, så bliver det knap så varmt, som hvis vi fortsætter, som vi plejer.

"Fortsætter vi med de nuværende udledninger af drivhusgasser - altså ser på det vi kunne kalde et 'business as usual'-scenarie - så viser vores analyser en temperaturstigning i Danmark på 4,0°C om sommeren og 3,7°C om vinteren. Det er gennemsnitsværdier. Hvis vi tager usikkerheden med, kan vi risikere en stigning om sommeren på helt op til 5,5°C," siger Martin Olesen.

Øget behov for markvanding

De højere gennemsnittemperaturer i Danmark betyder, at antallet af dage med hedebølge stiger til mere end tre gange det antal, vi har i dag.

Derudover får vi flere perioder med tørke, der skyldes en reduktion i sommernedbøren. Det kan få betydning for markens afgrøder.

”Højere temperaturer kan godt nok forlænge vækstsæsonen, men varmegraderne kan også vise sig som en udfordring. Vi kommer nemlig også til at opleve hyppigere og længere tørkeperioder, og det vil betyde et markant øget behov for markvanding i store dele af landet i et fremtidigt klima,” siger Martin Olesen.

Større risiko for skovbrande

Flere og længere hedebølgedage og tørkeperioder kommer til at betyde langt større risiko for brandfare i den danske natur.

”I år har vi f.eks. haft en lang række hedebølgedage og tørkeperioder, som resulterede i rekordmange skovbrande. Det er et eksempel på episoder, som vi forventer, der kommer flere af frem mod slutningen af dette århundrede,” slutter Martin Olesen.

Du kan læse mere om scenarier og konsekvenserne af et varmere klima i Danmark fra linkene under ’Værd at Vide’ øverst til højre. 

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 2. december 2014

Figuren viser ændring i årlig middeltemperatur i Danmark i forhold til referenceperioden 1986-2005. Sort kurve: Observationer fra 1874 til 2005. Blå og rød kurve: Modelsimulering for perioden 2005-2100 for henholdsvis det lave og høje scenarie. De skraverede områder omkring angiver vurderede usikkerheder på temperaturstigningerne. For de samme scenarier er med hhv. grøn og orange kurver resultater baseret på CRES’ detaljerede koblede klimamodel for Danmark. For alle scenarie-kurverne er der anvendt et 10-års-middel. Til højre ses middeltemperaturstigningerne for de sidste 20 år af simuleringen. Klik for større version.

Antallet af hedebølgedage stiger til mere end tre gange det antal, vi har i dag, og chancerne for strandhygge som her ved Løkken sommeren 2014 øges. Foto Liselotte Kahns. Klik for stor version.

Foruden flere dage med hedebølge vil vi komme til at opleve flere og længere tørkeperioder. Akut vandmangel ved Slagelse i sommeren 2014. Foto Hans Chr. Katberg Olrik Thoft. Klik for stor version.

Højere temperaturer betyder længere vækstsæson, men flere og længere perioder med tørke giver større behov for markvanding i Danmarks fremtidige klima. Foto Pernille Jacobsen. Klik for stor version.

På grund af flere og længere tørkeperioder i fremtidens klima vil de danske skove i højere grad være udsat for skovbrande. Foto Claus Kern-Hansen. Klik for stor version.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder