twitter google+ facebook

Korteste dag: Mandag på Bornholm, søndag i resten af landet

Jordens bane om Solen udgør en ellipse med Solen i det ene brændpunkt. Jordens akse hælder 23,5° i forhold til en linje vinkelret på ellipseplanet. Jordens akse peger mod Nordstjernen og nordender peger maksimalt væk fra Solen ved vintersolhverv. Grafik Bjarne Siewertsen. Klik for stor version.

Vi forsøger - uden held - at tale uden om, at daglængden fra lige-om-lidt igen begynder at stige.

Vintersolhverv er tidspunktet, hvor Solen står lodret over den sydlige vendekreds, og nordenden af Jordens rotationsakse peger maksimalt væk fra Solen.

I 2014 falder vintersolhverv i Danmark og Danmarks tidszone klokken 00.03 den 22. december.

Bornholm går solo

Det får nok den fleste til at tænke, at så må den 22. være årets korteste dag i Danmark. Sådan er det bare ikke. Det er nemlig den 21. i hele landet bortset fra på Bornholm, hvor det rent faktisk er den 22.

Hvorfor nu det?

Forklaringen ligger i, at netop på øjeblikket for vintersolhverv er den sande midnatslinje - som bevæger sig fra øst mod vest - kun nået frem til ca. 14. østlige længdegrad. I modsætning til tidszonerne, der hopper halve eller hele timer fremad, bevæger den sande midnatslinje sig i en lang, glidende bevægelse, der sender den Jorden rundt på et døgn - præcis som f.eks. daggrylinjen.

Øst for den sande midnatslinje er mandag årets korteste dag, mens det vest for er søndag. Og da den 14. østlige længdegrad løber nord-syd et par kilometer øst for svenske Ystad, ja så er det kun Bornholmerne, som får årets korteste dag den 22.

Kloden delt i to

I alle tidszoner øst for os og frem til datolinjen i Stillehavet falder solhverv ligeledes den 22. Det gælder f.eks. i Moskva (solhverv 02.03 lokal tid), Rangoon (05.33) eller Auckland (12.03). I Auckland er solhvervet dog sommersolhverv og ikke vintersolhverv, og den 22. december årets længste dag, fordi Auckland ligger på den sydlige halvkugle.

Vest for os og frem til datolinjen er historien imidlertid en anden. Her er søndag årets korteste dag, fordi det præcise tidspunkt for solhverv falder 21. december lokal tid f.eks. i Nuuk (20:03), Mexico City (17:03) eller Honolulu (13:03).

Vintersolhverv i december 2009 over vikingehøjene i Lindholm. "Vi har nået vendepunktet – vintersolhverv, eller vikingernes julefest "Jól" - som man stadig siger på færøsk - vist nok også på Island den dag i dag", skrev fotograf Erik Persson den dag for fem år siden.

Hvor den korteste dag varierer alt efter, om man bor mod øst eller vest, så er den længste nat dog stort set alle steder på den nordlige halvkugle natten mellem den 21. og 22. december. Det skyldes, at Solen netop på tidspunktet for solhverv er tæt på at stå lige over datolinjen i Stillehavet.

Til sidst skal det bemærkes, at forskellen mellem længden af den korteste og den næstkorteste dag er under 1 sekund. Og historien skal ikke skygge for, at dagene igen bliver længere fra lige-om-lidt.

År Jævndøgn tidspunkt Solhverv tidspunkt Jævndøgn tidspunkt Solhverv tidspunkt
2015 20. mar 23.45 21. jun 18.38 23. sep 10.21 22. dec 05.48
2016 20. mar 05.30 21. jun 00.35 22. sep 16.21 21. dec 11.44
2017 20. mar 11.29 21. jun 06.24 22. sep 22.02 21. dec 17.28
2018 20. mar 17.15 21. jun 12.07 23. sep 03.54 21. dec 23.22
2019 20. mar 22.59 21. jun 17.54 23. sep 09.50 22. dec 05.19
2020 20. mar 04.50 20. jun 23.44 22. sep 15.31 21. dec 11.03
2021 20. mar 10.37 21. jun 05.32 22. sep 21.21 21. dec 16.59
2022 20. mar 16.33 21. jun 11.14 23. sep 03.04 21. dec 22.48
2023 20. mar 22.24 21. jun 16.57 23. sep 08.50 22. dec 04.27
2024 20. mar 04.06 20. jun 22.51 22. sep 14.44 21. dec 10.20
2025 20. mar 10.02 21. jun 04.42 22. sep 20.20 21. dec 16.03
2026 20. mar 15.46 21. jun 10.25 23. sep 02.05 21. dec 21.50
2027 20. mar 21.25 21. jun 16.11 23. sep 08.02 22. dec 03.42
2028 20. mar 03.17 20. jun 22.02 22. sep 13.45 21. dec 09.20
2029 20. mar 09.02 21. jun 03.48 22. sep 19.38 21. dec 15.14
2030 20. mar 14.52 21. jun 09.31 23. sep 01.27 21. dec 21.10
2031 20. mar 20.41 21. jun 15.17 23. sep 07.15 22. dec 02.56
2032 20. mar 02.22 20. jun 21.09 22. sep 13.11 21. dec 08.56
2033 20. mar 08.23 21. jun 03.01 22. sep 18.52 21. dec 14.46
2034 20. mar 14.18 21. jun 08.44 23. sep 00.40 21. dec 20.34
2035 20. mar 20.03 21. jun 14.33 23. sep 06.39 22. dec 02.31
2036 20. mar 02.03 20. jun 20.32 22. sep 12.24 21. dec 08.13
2037 20. mar 07.50 21. jun 02.22 22. sep 18.13 21. dec 14.08
2038 20. mar 13.40 21. jun 08.09 23. sep 00.02 21. dec 20.02
2039 20. mar 19.32 21. jun 13.57 23. sep 05.50 22. dec 01.40
2040 20. mar 01.11 20. jun 19.47 22. sep 11.45 21. dec 07.33
2041 20. mar 07.07 21. jun 01.36 22. sep 17.27 21. dec 13.18
2042 20. mar 12.53 21. jun 07.16 22. sep 23.12 21. dec 19.04
2043 20. mar 18.28 21. jun 12.58 23. sep 05.07 22. dec 01.01
2044 20. mar 00.20 20. jun 18.51 22. sep 10.48 21. dec 06.44
2045 20. mar 06.07 21. jun 00.34 22. sep 16.33 21. dec 12.35
2046 20. mar 11.58 21. jun 06.15 22. sep 22.22 21. dec 18.28
2047 20. mar 17.53 21. jun 12.03 23. sep 04.08 22. dec 00.07
2048 19. mar 23.34 20. jun 17.54 22. sep 10.01 21. dec 06.02
2049 20. mar 05.29 20. jun 23.47 22. sep 15.43 21. dec 11.52

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 20. december 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder