twitter google+ facebook

Solrigeste sommer i 55 år - så kom den i hus!

I sommeren 2014 fik Danmark 736 soltimer. Dermed blev det den solrigeste sommer siden 1959. Klik for stor version.
Foto Mads Dreier. Klik for stor version.

Med lodder og trisser kom Danmarks solrigeste sommer siden 1959 i hus. Vi skulle bruge 733 soltimer og endte på 736.

Det har været en forrygende sommer for solcelle-folket og de ferieramte. Stjernen i historien er vores egen sol, som leverede Danmarks solrigeste sommer i 55 år.

Kedelige dage var nok

Danmark fik i juni, juli og august tilsammen 736 soltimer. De sidste dage i august var langtfra prangende, hvad solrigdom angik, men det var lige præcis nok til samlet at overgå alle somre siden 1959.

"Vi fik kun mellem 1 og 2 soltime dagligt de sidste 3 dage af sommeren, så det var lige ved at være en vejr-gyser", fortæller klimatolog Frans Rubek, DMI.

Op i top-5

Med 736 soltimer blev sommeren 2014 den 4. solrigeste i dansk vejrhistorie, som for soltimernes vedkommende går tilbage til målingernes start i 1920.

  • 770 timer (1947)
  • 759 timer (1959)
  • 751 timer (1933)
  • 736 timer (2014)
  • 732 timer (1976, 2006)

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 27. august 2014, opdateret 1. september med endelige tal og kort.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder