twitter google+ facebook

2014 har kurs mod en varm top-3

Året 2014 er godt på vej til at blive et af de varmeste år, vi har målt. Globaltemperaturene for årets syv første måneder er i hus, og hos ét af de tre globale datacentre ligger 2014 foreløbigt som det varmeste år.

"Tallene er dog foreløbige, og vi mangler blandt andet endnu fem måneders data for året, så vi kan ikke sige noget definitivt," siger klimaforsker Martin Stendel ved DMI's Danmarks Klimacenter.

Det er det amerikanske National Climatic Data Center (NCDC), der har året på en foreløbig førsteplads, mens de to andre centre, Climate Research Unit/Hadley Centre i Storbritannien (CRU) og NASA/Goddard Institute for Space Physics (GISS), placerer året som det foreløbigt tredjevarmeste.

"Men de enkelte placeringer er egentlig ikke så vigtige," påpeger Martin Stendel. "Forskellene mellem resultaterne fra de enkelte centre er meget lille, og centrene er enige om, at afvigelsen i forhold til den gældende klimanormal fra 1961 til 1990 er ca. 0,54°C."

Nedenstående figur viser temperaturafvigelserne i forhold til klimanormalperioden 1961-1990 for alle tre datacentre. Figuren viser netop, at forskellene mellem de tre datacentre er betydelig mindre end den observerede temperaturstigning. 

Den globale overfladetemperatur siden 1850 i fire datasæt. Bemærk, at forskellene mellem datasættene (NCDC, GISS, CRU og ERA-Interim) er betydeligt mindre end selve opvarmningen af Jorden. De tynde linjer viser månedlige temperaturafvigelser for de fire datasæt, mens de tykke linjer er de tilsvarende middelværdier over ti år. Grafikken opdateres jævnligt. Skal du brugen den til tryk; fe.sk. i forbindelse med en lærebog, så kontakt kommunikation@dmi.dk. Grafik: DMI.

Sådan er det gået

I flere måneder frem til marts 2014 var det østlige Stillehav forholdsvis koldt - en såkaldt La Niña-hændelse. Men siden da steg temperaturene i regionen og blev varmere end gennemsnittet - en såkaldt El Niño-hændelse.

La Niña og El Niño er forskellige facetter af energiudvekslingen mellem på den ene side oceanernes dyb og på den anden side oceanernes overflade og atmosfæren. Under en El Niño-hændelse befinder der sig mere energi i oceanernes overflade og i atmosfæren, end tilfældet er under en La Niña-hændelse.

"Det betyder noget for den globale temperatur, som vi jo måler på overfladen," siger Martin Stendel. "Under en El Niño-hændelse kan vi altså få en globaltemperatur, som er op til flere tiendedele af en grad varmere end under en La Niña-hændelse."

Den helt store faktor i globaltemperaturen er temperaturen i oceanerne, fordi 71% af klodens overflade er dækket af vand.

Fra januar til og med april rapporterede alle tre centre høje - men på ingen måder ekstreme - oceantemperaturer. Men månederne maj, juni og juli er for alle tres vedkommende registreret med højeste eller næsthøjeste oceantemperaturer nogensinde målt, siden systematiske målinger begyndte i anden halvdel af 1800-tallet.

"Det er interessant, fordi El Niño-en ikke er særlig kraftig, og den kan slet ikke sammenlignes med den massive El Niño i 1998. Alligevel er 2014 indtil videre varmere end 1998 hos alle tre institutter," siger klimaforskeren.

Europa, det meste af Asien, Afrika og Australien har indtil videre haft det varmere end klimanormalen, men det har ikke været varmt over hele linjen. I dele af USA og Canada har temperaturene været noget under det normale.

Fra april 2014 trækker det op til El Niño, og det ses i målingerne som en tunge af varmt vand i det, østlige, tropiske Stillehav. Det betyder, at der nu er forholdsvis varmt vand i størstedelen af Stillehavet, Atlanten og hele det Indiske Ocean.

Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for perioden april-juli 2014 og for hele Jorden, data fra NASA/GISS. Hvor der ingen data er, betragtes stationer som repræsentativt i et område af 250 km. De grå områder er regioner uden data. Ser man for eksempel på Libyen, kan man se at det er muligt at ekstrapolere anomalierne (ikke de absolutte værdier) fra regioner med til regioner uden data. Grafik DMI. Klik for stor version

Landjorden varmes hurtigere op end oceanerne

Det kræver cirka 4000 gange mere energi at opvarme oceanerne end landjorden. Oceaner bliver derfor opvarmet meget langsommere end land, når det bliver varmere. Det ses tydeligt på målingerne gennem de godt 160 år. Desuden fordeles varmen ned i vandlagene, hvor vi ikke direkte kan "se" den, når vi kun betragter observationer fra havoverfladen. Det gør vi, fordi det kun er ved overfladen, der findes observationer over et tilstrækkeligt område og over tilstrækkelige lange perioder.

Forskellen mellem land- og oceantemperaturer er vokset de seneste cirka 30 år og udgør, alt efter instituttet, mellem en tredjedel og næsten en halv grad. Denne forskel betragtes som målestok for mængden af energi, der er blevet optaget af henholdsvis landjord eller ocean. Klimaforskerne ved Danmarks Klimacenter på DMI har skrevet et tema, der beskæftiger sig med Jordens energibudget i detaljer. Det finder du link til under Værd at Vide til højre.

Landmasserne opvarmes hurtigere end oceanerne på grund af oceanernes store varmekapacitet. Temperaturerne for land og ocean (tynde linjer), ti-års middelværdier (tykke linjer) og forskellen mellem de to tykke linjer som farvet flade, data fra NCDC. Klik for stor version.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 15. september 2014

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder