twitter google+ facebook

Hedebølgen er nu landsdækkende

Varmen brager igennem i Danmark, og hedebølgen har nu spredt sig til over halvdelen af landet.

”Den landsdækkende hedebølge dækker nu 53,1% af hele landet, mens varmebølgen er oppe på 97,1%,” siger seniorklimatolog John Cappelen.

For at der kan være tale om landsdækkende hedebølge, skal gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstige 28°C i over 50% af Danmarks samlede areal.

Hedebølgen dækker nu over halvdelen af hele landet, mens varmebølgen er oppe at runde lige knap 100%. Grafik John Cappelen.
Når hedebølgen brager gennem landet, er der dømt afkøling i bølgen. Her i Bogense. Foto Torsten Fokuhl.

Men varmeregnskabet slutter ikke her. Seniorklimatologen har flere tal i ærmet.

”Minimumtemperaturen på Anholt har på intet tidspunkt kommet ned på eller været under 20°C de seneste tre dage. Øen er nu derfor oppe på dets tredje tropedøgn i træk,” siger John Cappelen og fortsætter:

”Et sommerdøgn forekommer meteorologisk set, når døgnets maksimumtemperatur kommer op over 25°C et eller andet sted i landet. Vi er nu oppe på 10,9 sommerdøgn for juli måned.”

”Årets foreløbige varmerekord blev sat den 9. juli i Aalborg. Her nåede termometret op på 30,9°C,” slutter John Cappelen.

Efter weekendens lummervarme med mulighed for regn- og tordenbyger vil vi kunne få lidt mere behagelige temperaturer. Fra næste uge vil varmen nemlig være lidt på retur, lyder det i prognosen.    

Af Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

DMI, 25. juli 2014

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder