twitter google+ facebook

Nu smelter Arktis

Tirsdag begyndte sommerens smeltesæson i den centrale del af Polhavet. Det er 1 uge senere end normalt og 2 uger senere end i rekordåret 2012.

Tirsdag den 17. juni 2014 nåede middeltemperaturen nord for den 80'ende nordlige breddegrad over smeltepunktet. Dermed er sommerens smeltesæson i den centrale del af Polhavet skudt i gang.

Dette års smeltestart ligger 7 dage senere end normalt og hele 2 uger senere end i 2012, hvor havisen senere på sæsonen - i september - svandt til det mindste areal, der er målt.

"Den senere startdato i år øger sandsynligheden for, at mere af den arktiske havis overlever den ca. 3 måneder lange smeltesæson", forklarer Rasmus Tonboe fra DMI's Center for Ocean & Ice.
"Netop nu følger årets kurve for isens udbredelse i Arktis kurve fra sidste år. I 2013 faldt smeltedatoen ligesom i år også senere end normalt, og 2013 endte med at byde på væsentligt mere is i september end i rekordåret 2012".

Feltarbejde på havisen ikke langt fra Nordpolen. Foto Gorm Dybkjær.

Tidlig smeltning giver lavt september-udbredelse

Rasmus Tonboe har kigget de seneste 35 års satellitmålinger af havisen i Polhavet igennem. Her er der en klar sammenhæng mellem startdatoen for smeltesæsonen i juni og arealet af årets mindste isudbredelse i september.

Andre har fundet en lignede sammenhæng mellem arealet af smeltevandssøer på isen og september-udbredelsen. Frossen sne reflekterer mere sollys og dermed mere energi end sne, der smelter. Og frossen sne reflekteret i særdeleshed mere energi end smeltevandssøer.

"Når smeltningen først er startet, så accelererer den altså så at sige sig selv", påpeger isforskeren.

Arealet af smeltevands-søer er tæt knyttet til, hvor længe isen har smeltet og dermed smeltedatoen. Sammenhængen er beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature fra i år (se reference nederst på siden).

"Når sæsonen starter senere end året før, så bliver udbredelsen i september større end året før - og omvendt. Det gælder i 4 ud af 5 tilfælde siden 1972", siger Rasmus Tonboe.

Arktis badet i sol

Det er blandt andet kraftig sol-indstråling i juni, som forårsager den markante sammenhæng mellem startdato for smeltningen og isudbredelsen i slutningen af sommeren. Faktisk er Nordpolen det sted på Jorden, der modtager mest sol omkring sankthans, hvis der ellers er skyfrit. Rasmus Tonboe forklarer.

"Før sankthans er indstrålingen i nordpolsområdet maksimal. Senere på sommeren aftager indstrålingen kraftigt; både på grund af tæt skydække og på grund af lavere solhøjde. I september er indstrålingen kun 20 % af juni-indstrålingen, og den 20. september går Solen ned på Nordpolen og bliver væk det næste halve år".

Du kan følge arealet af havisen, samt mange andre vigtige vejr- og klima-forhold i Arktis, fra den danske Polar Portal. Polarportal.dk er et samarbejde mellem DTU, GEUS og DMI.

David Schröder, Daniel L. Feltham, Daniela Flocco and Michel Tsamados. September Arctic sea-ice minimum predicted by spring melt-pond fraction. Nature Climate Change,  vol. 4,  maj 2014.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

DMI, 17. juni 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder