twitter google+ facebook

Foråret 2014 blev det næstvarmeste

Foråret 2014 deler andenpladsen med 1990 som de næstvarmeste med en middeltemperatur på 8,7°C. Kun 2007 var varmere.

Foråret er slut ifølge kalenderen. Dermed kan regnskabet for de tre forårsmåneder, marts, april og maj gøres op klimatologisk.

Med en temperatur på 8,7°C placeres de tre forårsmåneder som helhed på en andenplads. 

Dermed bliver foråret 2014 Danmarks næstvarmeste siden målingerne begyndte i 1874 (delt med foråret 1990). 

8,7°C er hele 2,5°C varmere end den danske klimanormal for foråret på 6,2°C. Klimanormalen er udregnet på data for perioden 1961-90, som er den internationalt vedtagne referenceperiode. 8,7°C er også 1,4°C varmere end gennemsnittet for forårene i den seneste vejrdekade 2001-10 på 7,3°C.

Foråret 2014 kommer med sin høje temperatur til at stå i stærk kontrast til foråret sidste år, som endte på blot 5,6°C  - blandt andet på grund af en marts måned, der sluttede på den kolde side af frysepunktet.

Danmarks varmeste forår oplevede vi i 2007, hvor de tre måneder samlet endte på 9,0°C.

Det koldeste danske forår skal vi tilbage til 1888 for at finde. Dengang endte gennemsnittet på blot 2,9°C. Det er der ikke meget forår over.

Placering År Temperatur
1. 2007 9,0°C
2. 1990/2014 8,7°C
4. 1921 8,5°C
5. 2009 8,3°C
6. 2000 8,2°C
7. 2002/2011 8,1°C
9. 1948/2012 8,0°C
Fordelingen af forårstemperaturerne i Danmark i de tre forårsmåneder (marts, april og maj) 2014. Grafik John Cappelen.

Læs mere om vejret i Danmark forår 2014 samt vejret i maj 2014 fra links under 'Værd at Vide' øverst til højre.   

Af Niels Hansen og Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 2. juni 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder