twitter google+ facebook

Vi varsler farligt vejr i netop din kommune

Sådan kunne den nye varslingsside på dmi.dk se ud, hvis vi kom i den meteorologisk usædvanlige situation, at vi havde både kraftig regn, orkan og forhøjet vandstand samtidigt.

Fremover kan meteorologerne langt mere præcist fortælle, om du skal forberede dig på farligt vejr. Grundlaget for DMI's varsling er nu den enkelte kommune og ikke som tidligere hele regioner.

DMI varsler fremover farligt vejr for den enkelte kommune i stedet for på regionsbasis. Det giver flere fordele for dig, som bruger varslerne. Her kan du læse, hvordan du skal forstå dem.

"Med skiftet fra region til kommune som geografisk grundlag håber vi, at informationerne om farlige vejrforhold i højere grad når netop dem, der har det aktuelle behov. Dermed falder antallet af 'falske alarmer'", siger chefen for DMI's vejrtjeneste Carsten Simonsen.

Ekstreme skybrud og voldsomme storme inden for de seneste år har sat fokus på farligt vejr og ikke mindst på DMI's varsling. Med den nye, mere detaljerede service får DMI's meteorologer nu mulighed for mere præcist at formidle deres tolkning af vejret til danskerne.

Hjælp til selvhjælp

Carsten Simonsen forklarer, at jo mere præcist et varsel om farligt vejr er - både meteorologisk og geografisk - jo mere hensigtsmæssigt reagerer danskerne.

"Vi vil alle sammen gerne sikre trampolinen, rense tagrenderne eller fjerne vores bil fra kajpladsen, hvis vi oplever informationen som relevant. Og relevans i dette tilfælde er at få den rigtige information på det rigtige tidspunkt. Med det nye produkt har meteorologerne mulighed for mere præcist at formidle deres viden om det farlige vejr. Og danskerne har mulighed for mere præcist at få den information, de efterspørger og har behov for".

Den nye kommunevarsling har allerede været i brug, da meteorologerne varslede tæt tåge tidligt lørdag morgen. Mandag eftermiddag gik endnu et varsle ud om risiko for tåge natten til tirsdag.

Du kan - som tidligere - få DMI's varsler:

  • på dmi.dk,
  • på sms,
  • som push-beskeder på DMI's app til iPhone og Android (søg efter 'DMI Vejr' på Google Play og iTunes)
  • samt på mobil.dmi.dk.
Oversvømmelse på Istedgade under skybruddet i København 2. juli 2011. Foto Anne Christine Imer Eskildsen.

Medierne kan kontakte vejrtjenestechef Carsten Simonsen gennem DMI's pressekontor på 39 157 509.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 19. maj 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder