twitter google+ facebook

Høj sol og tyndt ozonlag: pas på din hud i bededagene

Nyd solen, men pas også på den.

Nu vender det fine vejr tilbage. Samtidigt er ozonlaget tyndt over Danmark. Dermed stiger risikoen for hudskader hos forårsblege danskere eksplosivt.

Vi får skarp sol i bededagene. Det er både godt og skidt.

"Det bliver omkring 20 grader og solskin de fleste steder. Og det er feriedage. Det betyder mange udendørs, havearbejde og så videre. Og mange - måske de fleste - er stadig ikke kommet af med vinterblegheden. Huden er følsom", siger DMI's Paul Eriksen, som er ekspert i ozonlag og UV-stråling.
"Ozonlaget er lidt tyndere end normalt. Dermed er UV-strålingen lidt stærkere end normalt. På grund af vejrsituationen - et højtryk - er UV-indekset de kommende dage på 5 og lige derover".

Med et UV-indeks på 5 skoldes normal dansk hud i løbet af mindre end en time. Sagt på en anden måde: Hvis du har en gennemsnitlig dansk hudtype og ubeskyttet befinder dig i middagssolen i 45 minutter, så har du fået nok sol for hele dagen!

"De færreste ved, at man rent faktisk er skoldet, hvis man efter 24 timer kan ane blot den mindste rødmen af huden", siger Paul Eriksen.
"Man behøver slet ikke ligne en kogt krebs for at kunne betegnes som solskoldet".

Det er vigtigt at undgå solskoldninger. De kan senere i livet føre til hudkræft.

DMI opfordrer til at man undgår middagssolen uden sol-beskyttelse. Brug tøj, søg skygge eller brug solcreme. Tænk især på at beskytte børnene mod solen.

Læs mere i 'Værd at Vide' til højre.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 15. maj 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder