twitter google+ facebook

Data-arkæologisk udgravning afslører historisk varm aprilnat

Handskerne blev kastet mandag morgen - lange dataserier forklarer hvorfor.

April er startet lidt grumset, men altså varmt. Foto Henning Schultz.

Det var en usædvanlig varm aprilmorgen, der mødte os, da vi mandag slog hoveddøren op og stak næsen udenfor. Danny Høgsholt; en af Dansk Meteorologisk Selskabs (DaMS) mest aktive medlemmer, vurderer, at vi nogle steder er stået op til den varmeste morgen på denne årstid i mere 140 år.

Danny Høgsholt er nået frem til sin konklusion ved at kigge DMI's 5 lange dataserier igennem for at kontrollere morgenens rekordpotentiale.

"Natten har faktisk nogle steder været den varmeste, der nogensinde er registreret så tidligt på året", afslører den meteorologiuddannede vejrentusiast, der til daglig er ansat på TV2 Vejret.

En af de lange dataserier er målt ved den gamle Landbohøjskole på Frederiksberg nær København. Her nåede temperaturen natten til mandag ikke under 10,8°C.
"Så høj en minimumstemperatur er aldrig målt i København så tidligt på året som den 7. april. Den hidtil højeste minimumstemperatur så tidligt på året stammer fra den 7. april 2011, da Landbohøjskolen målte 10,2°C", fortæller Danny Høgsholt.

Ved vejrstationen i Tranebjerg på Samsø nåede temperaturen ikke under 9,0°C. Men her har Danny Høgsholt faktisk fundet en højere historisk temperatur - den ligger dog næste 70 år tilbage
"Det er den højeste nattemperatur målt så tidligt på året siden Anden Verdenskrig - den 16. marts 1945 måltes her 9,5°C", beretter han og fortsætter:
"I Vestervig i Thy står endnu en af de gamle vejrstationer. Den målte temperaturer ned til 8,1°C i nat, og det gør natten til den varmeste så tidligt på året hos thyboerne siden den 19. marts 1990. Dengang måltes 9,2°C".

Ud over Landbohøjskolen, Tranbjerg og Vestervig har DMI yderligere to stationer, der har stået samme sted og registreret blandt andet temperatur siden 1874. Det er Nordby på Fanø og Hammer Odde Fyr på Bornholm.

DMI rapporterer det danske vejr

De rapporter, Danny Høgsholt har foretaget sin dataarkæologiske udgravning i, er lange, daglige dataserier for Danmark publiceret af DMI på dmi.dk i serien af såkaldte tekniske rapporter. Rapporten opdateres hvert år med de nyeste data. Datasættet i rapporten omfatter højeste og laveste temperaturer, atmosfærisk lufttryk, nedbørsum og skydække. I den seneste rapport TR13-02 (med data op til 2012 inkl.) kan du se, hvilke stationer og parametre det drejer sig om.

I rapporten finder du desuden en gennemgang af dataserierne; hvordan de kan sættes sammen samt stationernes historie. Oplysninger der hjælper dig til at vurdere datakvaliteten.

I samme rapport finder du ligeledes lange, danske observationsserier af atmosfærisk tryk, lange månedlige og årlige serier af forskellige vejrparametre fra danske stationer samt landstal og så en liste over dansk storme. En opdateret rapport, der inkluderer 2013-data, er lige på trapperne. Der eksisterer tilsvarende rapporter for Grønland og Færøerne.

DMI takker Danny Høgsholt for det store detektivarbejde med DMI's lange dataserier.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

DMI, 7. april 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder