twitter google+ facebook

Klimastatus fra FN’s Klimapanel - nu på dansk

FN’s Klimapanels seneste klimastatus udgives i dag på dansk. Dermed er klimaforskernes viden lettere tilgængelig for danskerne. I et samarbejde med EU følger DMI op på, hvordan rapportens indhold kan komme i spil - både når det gælder klimaforhandlinger såvel som i arbejdet med klimatilpasning.

FN’s Klimapanels seneste klimastatus. DMI's udgivelse på dansk. Klik for at se hele sammendraget.

DMI udgiver i dag den danske udgave af første del af FN’s Klimapanels (IPCC) femte hovedrapport 'Klimaforandringer 2013: Det naturvidenskabelige grundlag - sammendrag for beslutningstagere'.

Sammendraget opsummerer hovedbudskaberne fra IPCC’s 1500 sider store statusrapport om Jordens klimaændringer.

”Udgivelsen gør den meget efterspurgte viden om fortidens, nutidens og fremtidens klima lettere tilgængelig for danskerne - både politikere, undervisere, journalister og borgere,” siger Jens Hesselbjerg Christensen, forskningsleder for Danmarks Klimacenter på DMI og hovedforfatter på den IPCC-rapport, der ligger bag sammendraget. 

EU-projekt skaber dialog mellem forskere og beslutningstagere

Danmarks Klimacenter medvirker i et nyt stort EU-samarbejde, der skal skabe større forståelse mellem forskere og beslutningsdeltagere i forhold til, hvordan IPCC’s viden kan anvendes i klimaforhandlinger såvel som i tilpasningsarbejdet.

”Målet er at udvikle en fælles forståelse for, hvordan man bedst træffer klimabeslutninger på et oplyst, men i sagens natur usikkert grundlag,” siger Jens Hesselbjerg Christensen og uddyber:

"Selvom IPCC’s kortlægning af den komplicerede klimaproblematik er meget omfattende, så er det ikke alt, der kommer med. I projektet lægger vi især vægt på at undersøge, hvad konsekvenserne bliver, hvis det ikke lykkes at vende udviklingen i forhold til fremtidige udslip af drivhusgasser."

Projektet iværksætter en dialog mellem forskere og beslutningstagere om konsekvenserne af en global opvarmning, der overstiger 2-gradersmålsætningen, som meget tyder på bliver svær at nå.

Dialogen vil foregå mellem forskere inden for hele spektret af klimavidenskaben og beslutningstagere på alle niveauer - fra klimaforhandlere i EU-Kommissionen til praktikere inden for vandressourcer og landbrug.

27 europæiske forsknings- og vidensinstitutioner fra 18 lande deltager i projektet, der går under navnet IMPRESSIONS (Impacts and Risks from High-End Scenarios).

Projektet løber frem til 2018 og finansieres af EU’s 7. rammeprogram. 

Du kan læse mere om IMPRESSIONS og IPCC fra 'Værd at Vide' til højre. Her finder du også link til det danske sammendrag.

Af Majken Salomon Hess

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 5. februar 2014. 

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder