twitter google+ facebook

Risiko for tørke i hele landet

Det er tørt og solrigt i det meste af landet. Men det tørre sommervejr kan også øge brandfaren og være en trussel mod afgrøder landet over. Med blot 2,2 mm nedbør i juli måned 2013, ligger tørkeindekset nu i top.  

Prognoserne peger på, at sommervejret fortsætter. Selvom der ikke ligefrem er hverken varme- eller hedebølger i sigte, vil tørken udvikle sig yderligere de kommende dage. Der er derfor stor risiko for, at størstedelen af landet kommer til at ligge i højrisikozonen på tørkeindekset.  

Tør juli 

En tør juli måned betyder høj risiko for tørke i det meste af landet. Som det ses på kortet nedenfor fra 14. juli, ligger indekset mange steder over 9.

”På landsplan er der indtil nu faldet blot 2,2 mm nedbør i juli. Samtidigt har solindstrålingen og fordampningen været meget høj i hele perioden, hvorved landsgennemsnittet passerede indeks 7,5 den 10. juli,” siger klimatolog Frans Rubek.

”Værst ser det ud på dele af Amager og Saltholm, hvor indekset er oppe på 10. Kun det sydligste Sønderjylland ligger nede på skalaen og har fortsat kun lav risiko for tørke,” siger Frans Rubek.

Tørkeindeks den 14. juli 2013. Kun det sydligste Sønderjylland har lav risiko for tørke. Resten af landet har nu forøget eller høj risiko for tørke. Grafik Frans Rubek.

Regnfuld juni

Efter en forholdsvis regnfuld juni steg tørkeindekset hurtigt ved indgangen til juli.

”Juni bød på relativt meget nedbør de sidste to tredjedele af måneden. Ved månedsskiftet lå tørkeindekset langt de fleste steder i landet under indeksværdi 7. Denne værdi angiver, at der er lav risiko eller kun lige forøget risiko for tørke. Landsgennemsnittet lå på 5,1. Dette svarer til, at cirka halvdelen af vandet i jordvandsmagasinerne er brugt op,” siger Frans Rubek. Se tørkeindekskortet fra 1. juli nedenfor.   

Tørkeindeks den 1. juli 2013. Kun enkelte dele af landet havde forøget risiko for tørke. Grafik Frans Rubek.

Indeks 9 og 10 angiver høj risiko for tørke

Et højt indekstal gennem længere tid betyder, at planter begynder at tage skade.

"DMI har som sådan ingen præcis definition af tørke i Danmark, men indeks 9 og 10 angiver, at jordvandsmagasinerne stort set er tømte, og at der er høj risiko for tørke," siger Frans Rubek.

Højeste tørkeindeks indtil nu

DMI har beregnet tørkeindekset for år 2005 og frem til nu. Det højest beregnede tørkeindeks på landsplan skal vi tilbage til 2008 for at finde. Her lå indekstallet på 10,0 i dagene 9. til 11. juni.

Høj risiko for tørke er lig med øget risiko for brandfare. Åben ild eller en vildfaren gnist fra en grill antænder let tørre blade og grene i naturen.

2008 var også det år, der havde flest dage med et landsgennemsnit, der nåede op på indeksværdi 9 eller højere - nemlig hele 29 dage.

2006 havde 17 dage, mens 2009 havde to dage. De resterende fem år (2005, 2007, 2010, 2011 og 2012) havde ingen dage, der kom op på indeks 9 i gennemsnit.

Der er stor sandsynlighed for, at landgennemsnittet for 2013 vil kunne nå op på 9 eller højere. Men om det bliver så tørt, som i 2008, er dog stadig usikkert.

Øget risiko for brandfare

Høj risiko for tørke er lig med øget risiko for brandfare. Meget tørre forhold øger faren for, at gløder fra åben ild kan starte en naturbrand eller, at en vildfaren gnist fra en grill antænder tørre blade og grene i naturen.

Ifølge Beredskabsstyrelsen rykker brandvæsenet ud til cirka 100 brande om året i Danmark alene som følge af uhensigtsmæssig adfærd i forbindelse med anvendelse af grill.

"Brandene opstår typisk ved, at der er grillet for tæt på brandbart materiale, ved forkert optænding, eller ved at aske og gløder fra grillen ikke er slukket ordentligt, inden de bliver smidt ud," skriver Beredskabsstyrelsen.

Følg tørkeindekset og læs mere om, hvordan tørkeindekset udregnes. Links finder du i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Data Frans Rubek

Af Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 15. juli 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder