twitter google+ facebook

Rekordregn i Buenos Aires

Sent tirsdag lokal tid udviklede et lavtryk med regn sig over Buenos Aires i Argentina. På blot to timer nåede vandet i gaderne nogle steder op på hele to meter. 

Aldrig har lokalbefolkningen oplevet så kraftigt et uvejr. I Argentinas hovestad Buenos Aires faldt der i løbet af to timer 155 millimeter nedbør, hvilket er ny rekord. Den tidligere rekord var fra april 1989 og lød på 142 millimeter over to timer. 

Det er særligt La Plata-området, ca. 60 kilometer syd for Buenos Aires, der er hårdt ramt. De stærke vandstrømme, der skyllede gennem gaderne, tvang borgerne til at søge tilflugt oven på stabler af boliginventar og hustage, og mange blev fanget i enten biler eller oppe i træer. 

Buenos Aires og La Plata ligger inde bag denne store klump skyer. Foto fra den amerikanske Aqua-satellit sent onsdag.

Som uvejret stilner af hen på torsdagen afslører vandmassernes tilbagetrækning et sørgeligt syn. Foreløbig har flere end 50 mennesker mistet livet – heraf størstedelen i La Plata. 

Millionbyen La Plata er uden strøm og byens forretningsliv og infrastruktur er brudt sammen. I nødcentre venter 3.000 evakuerede borgere på at kunne vende hjem.

Regner med regn

De store mængder regn faldt fra et lavtryk, som i løbet ugen ganske langsomt bevæger sig over Buenos Aires-provinsen og La Plata. Vejrtjenesten El Servicio Meteorológico Nacional havde på forhånd varslet lokalt op til 100 millimeter nedbør, skriver det argentinske nyhedsbureau télam.

Argentinerne er vant til store mængder nedbør på denne tid af året. Faktisk er den argentinske efterårsmåned marts den mest regnfulde måned i den argentinske hovedstad. Her falder normalt 154 millimeter. Til gengæld plejer april at være indgangen til den forholdsvis tørre tid med sine 107 millimeter. Til sammenligning får vi i Danmark henholdsvis 46 og 41 millimeter i de to måneder.

Klimadata for Buenos Aires 1961-1990.

I 1958 kostede en oversvømmelse i Buenos Aires 360 mennesker livet.

Af Marianne Brandt & Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk 

© DMI, 4. april 2013.

 

 

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder