twitter google+ facebook

Vi tror på 13°C onsdag

Meteorolog Klaus Larsen lægger hovedet på blokken og lover 13 grader onsdag. Dermed følger temperaturen en gammel huskeregel for foråret.

"Hvad så Klaus? Hvor langt når temperaturen op i morgen? Hvilken station får dagens maksimum? Og klokken hvad?"

Normalt kan sådan en svada af meget konkrete spørgsmål sende enhver meteorolog i defensiven, men ikke Klaus Larsen.

"Vi når 13°C klokken 13 ved station nummer 13", slår han fast.

Sådan!

Det med station 13 er for øvrigt noget vrøvl, for kort efter nævner Klaus Larsen selv Store Jyndevad i Sønderjylland som onsdagens forventede topscorer. Og Store Jyndevad hedder 6116 i DMI's nummerering. De 13°C er dog ikke en spøg.

På temperaturkortet for onsdag er det tydeligt, at det er Sønderjylland, som får de højeste temperaturer. Grafik fra dmi.dk.
På temperaturkortet for onsdag er det tydeligt, at det er Sønderjylland, som får de højeste temperaturer. Grafik fra dmi.dk.

"Det er lun luft fra syd og sydøst, der giver os de forårsagtige temperaturer. I en situation som den er det hyppigt de sydligste sønderjyder, der har det varmest", forklarer han.

De 'forårsagtige temperaturer' er heller ikke grebet ud af luften. For vejret onsdag passer nemlig lige præcis med en gammel huskeregel for årstiden - hvis det ellers arter sig, som Klaus Larsen forudsiger. Reglen lyder:

Det er forår, når temperaturen følger klokken om formiddagen, så vi ved middagstid har 12-13°C som dagens højeste.

...desværre siger huskereglen ikke noget om, at det ikke må blive koldt igen i de følgende dage. Det burde muligvis tilføjes med tanke på den seneste månedsprognose. Den antyder, at onsdag ikke blot bliver den varmeste dag hidtil i år, men også den varmeste i marts måned som helhed.

Du finder den nye, men fortsat kølige, månedsprognose i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 5. marts 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder