twitter google+ facebook

Slut med vintergys - tid til pollennys

Astma-Allergi Danmark og DMI åbner i dag den 1. marts for pollensæsonen 2013 med udsendelsen af Dagens Pollental for første gang i år.

Pollensæsonen 2013 er officielt i gang med et Dagens Pollental på 3 for el og 1 for hassel.

Det er lidt senere end normalt, da pollensæsonen for el og hassel ifølge Pollenkalenderen ligger fra midten af februar til midten af april. Selvom det er vintervejret, der afgør, hvornår der kommer pollen i luften, så skal der ikke meget forår til, før el og hassel starter med at blomstre.

Nogle år får pollenallergikere en lang pause med sen start i marts, fx i 2010 og 2011, andre år som i 2007 og 2008 starter pollensæsonen tidligt.

Udsigten for 2013

Det er vanskeligt at spå om, hvor mange pollen vi får og dermed, hvor plagede allergikerne bliver. Vejret dag til dag har stor betydning.

Hvis vinteren vender tilbage med en længere periode med frost i februar, så kan det give raklerne frostskader og dermed ødelægge pollen. Generelt giver lunt og solrigt vejr under blomstringen mange pollen i luften. Til gengæld giver et koldt og regnfuldt forår en stille sæson uden voldsomme mængder pollen.

Hasselraklerne er blandt de første til at frigive pollen. Foto Michael Stoltze.
Hasselraklerne er blandt de første til at frigive pollen. Foto Michael Stoltze.

Dagens Pollental

Dagens Pollental beskriver, hvor mange pollen én kubikmeter luft i gennemsnit indeholder i et døgn og offentliggøres hver dag i pollensæsonen som en service og hjælp til de mange, der lider af pollenallergi.

Først på året er det pollen fra el og hassel, der plager pollenallergikere, mens elm og specielt birk giver høfebersymptomer i april og maj. Om sommeren skyldes høfeber især pollen fra græs og bynke samt svampesporer fra Alternaria og Cladosporium.

Få Dagens Pollental overalt

Der er mange måder at få information om pollen på.

Du følger Dagens Pollental på dmi.dk under Pollen. Du kan også abonnere gratis på RSS-feedet med dagens pollental, hvis du vil huskes på dem hver dag. Når sæsonen for birk, græs og bynke går i gang, kan du følge udviklingen de kommende 48 timer på Byvejr.

På Astma Allergi Danmarks hjemmeside er der tillige mange muligheder for at følge Dagens Pollental og Pollenvarsling.

Der er relevante links i Værd at Vide-boksen til højre.

Baseret på pressemeddelelse fra Astma-Allergi Danmark og DMI.

Redaktion Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

1. marts 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder