twitter google+ facebook

Kold, koldere, Antarktis

Nye målinger af amerikanske forskere påviser temperaturer helt ned til mellem 92 og 94 minusgrader langs en højtliggende bjergryg centralt på det antarktiske kontinent.

En boring i havbunden under Ross Ice Shelf på Antarktis har vist, at området for 5-3 millioner år siden skiftevis var dækket af en fastfrossen iskappe, flydende ishylder og åbent hav. Ross Ice Shelf er på størrelse med Spanien. En sprække i Ross Ice Shelf unersøges her i 2001. Foto Mila Zinkova. Hentet fra Wikipedia.org og bragt under Creative Commons Attribution ShareAlike 3.0 licens.
Det var Landsat 8-satellitten, der målte den lave temperatur. Grafik NASA.

Temperaturmålingen er baseret på data fra Landsat 8-satellitten og er målt nær den japanske forskningsstation Dome Fuji - også kendt som Valkyrjedomen beliggende på Polarplatået, som er et stort område centralt på det antarktiske kontinent.

Til trods for det store arbejde med at påvise de lave minusgrader, kan målingen ikke offentliggøres som en officiel rekord. Minusgraderne er målt fra satellit, og FN's verdensorganisation for vejr og klima, WMO, anerkender kun temperaturer målt et par meter over overfladen.

Amerikanerne er dog sikre på, at kunne man have målt lufttemperaturen i den korrekte højde, så havde den altså været god nok. Men desværre ville termometre få det meget svært eller give op under sådanne vejrekstremer, lyder meldingen fra forskerne på det nationale amerikanske datacenter for sne og is.

Den officielle kulderekord er fra juli 1983. Her blev der målt minus 89,2°C ved den russiske forskningsstation Vostok. Om dén temperatur får lov til at stå som verdens laveste målte temperatur til dato er stadig uvis. Det nationale amerikanske datacenter for sne og is undersøger nu muligheden for måleinstrumenter, der kan holde til kulden.  

Af Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 11. december, 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder