twitter google+ facebook

Jagten på julevejret

Får dit julehumør et boost af et tykt snedække, frost og fyldte kælkebakker, så har december 2013 sandsynligvis ikke været din kop gløgg.

Og kigger vi på vejrudsigterne for den kommende tid, så er der ikke grund til at finde hverken kælk eller snesko frem de kommende dage. Med hvor er julevejret så?

Vi satte juleklimatolog Mikael Scharling på opgaven.

"Halvdelen af december 2013 er nu gået, og kigger vi på gennemsnitstemperaturen, så er den for hele landet fra 1.-15. december i år 5,0°C, mens den i samme perioden sidste år var -2,5°C. Så vi skal altså bare ét år tilbage for at finde julevejr, og forskellen på de år er som nat og dag med et temperaturhop på hele 7,5°C," siger han.

Middeltemperaturen i Danmark i perioden fra 1. til 15. december 2013 er nok ikke det mest juleagtige. Grafik Mikael Scharling.
Middeltemperaturen i Danmark i perioden fra 1. til 15. december 2012 lagde mere op til julehumør, men fortsatte ikke juletakterne året ud. Grafik Mikael Scharling.


Et lys i mørket tænder klimatologen dog.

"I 2012 slog vejret om lige før den 15. december, og resten af måneden var så varm, at den i gennemsnit blev 0,2°C. Selvom meteorologerne ikke stiller et vejrskifte i udsigt, så kan man jo altid håbe på lidt sidsteøjeblikssne," siger Mikael Scharling.

1961-90 normalen for december er 1,6°C for perioden 2001-2010 er den 2,2°C. Den varmeste december faldt i 2006 med +7,0°C i snit, mens den koldeste på -4,0°C, forekom i 1981.

Vil du holde øjet med julevejret, så begynder DMI's vagtchefer i tirsdag den 17. december på den særlige juleudsigt, som til og med jul opdateres to gange dagligt.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 16. december 2013

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder