twitter google+ facebook

Se oktobervejret oppefra

Oktober indeholdt både en efterårsferie, flere regnvejr og en orkan over Danmark. Alt det genfinder du i skyfilmen over oktobervejret 2013 sammensat af Neil Fletcher og Mark Higgins fra den fælleseuropæiske organisation for meteorologiske satellitter, EUMETSAT.

Filmen viser skybevægelserne i dagtimerne over Europa i oktober 2013 kommenteret af Mark Higgins. I nederste venstre hjørne af filmen kan du følge med i dato og klokkeslæt.

Rød, grøn og blå

Filmen er sammensat af langt over 1.000 enkeltbilleder fra Meteosat-10 satellitten der befinder sig 36.000 kilometer over ækvator. Meteosat-10 optager hvert kvarter et fuldt sæt data på 12 forskellige kanaler, der registrerer hver sin bølgelængde.

De anvendte data stammer fra tre af satellittens 12 kanaler, nemlig VIS0.6 (blå kanal), VIS0.8 (grøn kanal) og NIR1.6 (rød kanal).

I filmen er vegetationen grønlig på grund af sin store reflektans i VIS0.8 kanalen.

Skyer med små vanddråber har stor reflektans på alle tre kanaler og er dermed hvidlig, mens sne på jorden samt skyer med krystaller fremtræder lyseblå fordi is absorberer i NIR1.6 og dermed ikke reflekterer i den del af spekteret.

Nøgen jord er brun på grund af en større reflektans i NIR1.6 end VIS0.6, og havet er sort på grund af den lave reflektans i alle tre kanaler.

Data og film, Eumetsat, lagt op på YouTube.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 7. november 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder