twitter google+ facebook

COP19: Ny IPCC-rapport vækker opmærksomhed

I disse dage er der klimatopmøde i Warszawa. COP 19 - det 19. i rækken af årlige møder under FN’s Klimakonvention - blev fulgt af DMI’s udsendte Tina Christensen.

 

COP 19 følges på nært hold af DMI’s udsendte Tina Christensen i Polens hovestad Warszawa. Foto Tina Christensen.

FN's Klimapanel, IPCC er ekstra synlige ved årets klimatopmøde med den nye 1. delrapport frisk fra trykkeriet om den naturvidenskabelige baggrund for klimaændringerne.

Klimakonventionen foretager i disse år en gennemgang af målsætningen om at begrænse den globale opvarmning: er det langsigtede mål om at begrænse opvarmningen til 2 grader tilstrækkelig til at afværge alvorlige konsekvenser af klimaændringer? Og hvordan går det med at holde den målsætning?

Ved årets COP19 gav en række eksperter fra FN’s Klimapanel en gennemgang af, hvad den nye rapport fastslår om dette.

Rapportens budskaber er klare: opvarmningen af kloden er uomtvistelig, og menneskelig indflydelse kan spores både i opvarmningen af havet og luften, i afsmeltningen af sne og is samt i det stigende havniveau. Det er også tydeligt, at vi er på vej mod en opvarmning langt over 2 grader, medmindre der handles hurtigt og ambitiøst. Faktisk er vi nærmere på vej mod en opvarmning på 3 eller endog 4 grader mod slutningen af århundredet.

Således er scenen sat for de fortsatte svære forhandlinger om en ny klimaaftale, der fortsætter hele denne uge.

Forhandlingerne ved COP19 kan følges på en blog på Klima-, Energi- og Bygningsministeriets hjemmeside. Du finder bloggen her.

Af Tina Christensen

Redaktion Marianne Brandt, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 18. november 2013. 

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder