twitter google+ facebook

Australiens varmerekorder stiger under hedebølgen

Varmerekorder bliver slået på stribe. Skovbrande hærger, og befolkningen sveder. Varmen fortsætter ind i næste uge med risiko for op til 50°C.  

Det er sommer på den sydlige halvkugle, og Australien lider under den værste hedebølge i landets historie. Hedebølgen begyndte allerede i slutningen af 2012 og ser ikke ud til at have toppet endnu.

Meteorolog Melissa MacKellar forklarer til avisen The Sydney Morning Herald torsdag:

"Et af de store blokerende højtryk skubber hele tiden angribende koldfronter sydover. Det betyder, at varmen bare bliver ved med at cirkulere rundt over os".

Maksimumtemperaturer på 50°C

Søndag den 13. januar kan temperaturen ifølge prognoserne for første gang nå 50°C. Det forventes at ske i den nordøstlige del af delstaten South Australia. Tirsdag og onsdag er den gal igen, og denne gang forventes de 50°C i samme delstat blot længst mod syd i regionen Eucla ved den Store Australske Bugt.

Onsdag den 9. januar blev landets hidtil varmeste dag under 2013-hedebølgen med 49°C i Leonora, der ligger i den centrale del af staten Western Australia. Den absolutte australske varmerekord stammer fra januar 1960, hvor der blev målt 50,7°C i Oodnadatta i South Australia.

Tirsdag var maksimumtemperaturen samme sted 48,3°C. Den gennemsnitlige nationale maksimumtemperatur lå på 40,3°C, hvilket er den højeste i Australiens historie indtil videre. De kommende dages fortsatte hedebølge kan risikere at skubbe rekorderne yderligere i vejret.

Skovbrande blusser op

Den massive varme gør skovene let antændelige og store dele af kontinentet, og øen Tasmanien hærges allerede af skovbrænde. Alene på Tasmanien er flere end 300 blevet hjemløse på grund af flammernes hærgen ifølge myndighederne torsdag den 10. januar.

Brandfolk arbejder på højtryk døgnet rundt med at få kontrol over de allerede eksisterende brande. Det nationale meteorologiske institut har brandfare varsler oppe for fem ud af syv stater.

Skovbrande forekommer hvert år i Australien. Landet er vant til at skulle bekæmpe flammerne, hvis de griber for meget om sig. Læs mere om skovbrande via linket i Værd-at-Vide boksen til højre.

Registrerede skovbrande i Australien torsdag den 10. januar 2013. Kilde Australian Government.
Registrerede skovbrande i Australien torsdag den 10. januar 2013. Kilde Australian Government.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 11. januar 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder