twitter google+ facebook

Tre våde døgn er omme

Efterårsferien blev indledt med efterårsvejr af fineste karat. Tre våde døgn, hvor stærk vilje og vandtæt tøj var nødvendige ingredienser for at få gode oplevelser udendørs.

Hver dag fik sit lavtryk med tiltagende vinde, skyer og perioder med regn efterfulgt af perioder med byger og vindstød. Det var opskriften for vejret de sidste tre dage af uge 41.

Det vådeste af de tre døgn på landsplan blev lørdag. Da lukkede himlens sluser 12,4 millimeter regn ned over landet. Søndagens lavtryk gav 4,4 millimeter i gennemsnit, mens vi fredag slap med 1,8 millimeter.

I løbet af de tre døgn fik vi gennemsnitligt 18,6 millimeter regn. Det svarer til godt 24% af den gældende klimanormal for nedbør i hele oktober, der er 76 millimeter, og godt 22% af den mængde nedbør vi gennemsnitligt fik i oktoberne 2001 til 2010, hvor vi fik 83 millimeter i snit hver hele oktober.

Regn, regn og atter regn - her i både græs og svampens hat. Foto Liselotte Kahns.
Regn, regn og atter regn - her i både græs og svampens hat. Foto Liselotte Kahns.

Den samlede mængde regn for alle tre døgn for de enkelte målestationer rundt om i landet ligger meget spredt. Mindst kom der ved Lild Strand, der ligger mellem Hanstholm og Fjerritslev, og her fik de kun 3,8 millimeter. Mest kom der i Kolding, hvor måleren registrerede 36,0 millimeter.

Det blev tre våde døgn fra fredag den 12. oktober til og med søndag den 14. oktober 2012. Grafik Mikael Scharling.
Det blev tre våde døgn fra fredag den 12. oktober til og med søndag den 14. oktober 2012. Grafik Mikael Scharling.

Det blev også regionen Østjylland, hvori Kolding ligger, der fik mest med 24,3 millimeter på de tre dage. Nordjylland, der fik mindst, slap med godt ti millimeter mindre, nemlig 13,1 millimeter i samme periode.

Lys i mørket

Alle regioner fik regn; nogle mest i de mørke timer, andre mest i de lyse timer. Der var dog også ophold i regnen af og til, og selv om der var mange skyer, blev der også plads til få solstrejf. Ni timer summerede det op til på landsplan.

Mest sol var der over regionen Fyn og regionen Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster, der begge kunne bryste sig af 12,5 timers sol, og mindst fik de i Midt- og Vestjylland, med kun 6,7 timers sol.

Mandag og tirsdag får - lige som fredag, lørdag og søndag - hver deres lavtryk med fronter og regn. Men fra onsdag og resten af efterårsferien ser vejret ud til at arte sig pænere med mulighed for mere sol, højere temperaturer og mindre regn.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 15. oktober 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder