twitter google+ facebook

Til eksamen i løftegas og stigehastighed

Grundstenene i det fundament, som en god vejrudsigt hviler på, er gode observationer af vejret. DMI observerer vejret på mange måder heriblandt ved opsendelse af radiosonder på Grønland. Det kræver en helt særlig uddannelse at blive radiosondeassistent - og DMI's Thomas Nedergaard havde for nylig et nyt kuld til eksamen.

Thomas Nedergaard fra DMI's Sektion for Målesystemer under Afdelingen for Teknik og Data rejste forleden til Danmarkshavn højt oppe på Grønlands østkyst for at eksaminere de kommende radiosondeassistenter.

Radiosonden er et lille meteorologisk måleinstrument, som ved hjælp af en stor ballon løftes op i 32-35 kilometers højde, inden ballonen springer.

De nye radiosondeassistenter vil snart betjene Grønlands fem radiosondestationer i Danmarkshavn, Ittoqqortoormiit, Tasiilaq, Narsarsuaq og Aasiaat. Radiosondering i Grønland udføres af TELE Greenland A/S for DMI.

"Radiosondeassistenterne gennemgik inden min ankomst et forløb, hvor de fulgte en erfaren radiosondeleder. Undervejs fik de forevist de mange facetter, der gør sig gældende ved en radiosondeopsendelse," siger Thomas og remser op:

"Radiosondeassistenterne har lært at observere vejret, kende skytyper, angive mængden af skyer og højden til skyerne. Det er alle værdier, der indgår i radiosonderinger. De har lært at fylde ballonen med den rette mængde løftegas, så ballon og radiosonde får den korrekte stigehastighed. Og så har de lært at binde knuder, der holder til belastningen, når ballonen udvider sig op gennem atmosfæren."

Ballonen bliver fyldt med løftegas der ved jordoverfladen fylder cirka to kubikmeter.

Radiosondeassistent Peter Jim Jespersen har sluppet ballon og radiosonde som en del af den praktiske prøve. Foto Thomas Nedergaard.

Den eksamen, Thomas Nedergaard afholder, består af både teoretiske og praktiske prøver. Eksamen skal sikre DMI, at radiosondeassistenterne har kendskab til processen, så målingerne altid har samme høje kvalitet. Radiosondeassistenterne skal blandt andet bevise, at de kan tegne de særlige Skew-T LogP radiosonde-diagrammer ud fra de data, som radiosonden registrerer op gennem atmosfæren.

"Skew-T LogP-diagrammet viser lufttemperatur, dugpunktstemperatur, vindhastighed og vindretning," slutter DMI's udsendte medarbejder.

Selvom en eksamen er en alvorlig ting, kan den godt foregå i hyggelige omgivelser. Foto Peter Jim Jespersen.

Redaktion Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 6. maj 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder