twitter google+ facebook

Storm på Færøerne og vindstød af orkanstyrke

Færingerne fik som forventet en blæsende nat og formiddag - tirsdag den 4. september 2012. I Thorshavn nåede middelvinden stormstyrke og vindstødene orkanstyrke.  

Et stormlavtryk passerede Island natten til mandag, og Færøerne fik derfor de kraftige vinde på undersiden af lavtrykket. Vindmålerne står spredt rundt på øerne, og har alle målt de kraftige vinde i nat- og formiddagstimerne.

Det dybe lavtryks placering tirsdag den 4. september 2012 klokken 09:20 UTC. Foto NOAA.
Det dybe lavtryks placering tirsdag den 4. september 2012 klokken 09:20 UTC. Foto NOAA.

Vinden måles i forskellige højder på øerne, og målingerne er derfor vanskelige at sammenligne direkte. I Thorshavn måles vinden i 54 meter over havets overflade (moh) på en østvendt kyst, mens den på Akraberg Fyr på øernes sydligste punkt måles i 101 meter over havets overflade.

På de to målestationer har vinden gennem natten, morgen og formiddagen målt følgene maksimale middelvinde og maksimale vindstød.

 

Maks middelvind Maks vindstød
Thorshavn (54 moh) 25 m/s 35 m/s
Akraberg Fyr (101 moh) 28 m/s 37 m/s

Middelvinde på 20,8-24,4 m/s er stormende kuling, 24,5-28,4 m/s er storm, 28,5-32,6 m/s er stærk storm og vindstyrker højere end 32,6 m/s er orkan.

Målernes placering - både i forhold til vindretningen og højden over havniveau - har betydning for målingen. Det er helt almindeligt, at vindens styrke forøges med højden, men læ-effekter fra klippeøerne spiller også ind på vindene på Færøerne.

De kraftige vinde er kommet hovedsagligt fra sydvest og vest, men er midt på tirsdagen på vej om i nordvest. Det skyldes, at lavtrykket er kommet øst for Øerne og langsomt fjerner sig længere mod nordøst.

Vinden aftager i løbet af tirsdag eftermiddag og meteorologerne forventer, at vinden natten til onsdag kommer ned på jævn til hård vind fra nordvest.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 4. september 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder