twitter google+ facebook

Solformørkelse søndag - billeder fra New Mexico

I weekenden var der solformørkelse. Det foregik dog, mens det var nat i Danmark. Alligevel har vi fået 'danske' billeder af fænomenet.

Natten til mandag dansk tid var der solformørkelse. Af gode grunde var den derfor ikke synlig for os i Europa.

Synlig var den til gengæld for amerikanerne, som fik fornøjelsen sidst på eftermiddagen eller først på aftenen søndag.

Heldigvis havde Danmark en udsendt indbygger, Jacob la Cour, i New Mexico, der flittigt fotograferede fænomenet.

"Jeg tog til Sumner Lake i New Mexico i USA for at se den bedst muligt - nemlig lige før solnedgang - så lyset var svagere. Ser man den midt om dagen, vil solen jo lyse så kraftigt, at man ikke kan se på den med det blotte øje, og egentlig heller ikke rigtig fotografere den. Det blev der disse billeder ud af 8-) 'Ring of Fire' som de kalder det herovre - og en ret flippet solnedgang", skriver Jacob la Cour, som tidligere har taget fantastiske billeder af blandt andet danske tordenvejr.

En solformørkelse opstår, når Månen passerer mellem Jorden og Solen og derved helt eller delvist blokerer for Jordens udsyn til Solen. Det kan kun ske ved nymåne, hvor Solen og månen ligger på række, set fra Jorden.

Minisolformørkelse 6. juni

Det næste astronomiske himmelfænomen, vi skal være på udkig efter, er den ekstremt sjældne venuspassage tidligt om morgenen den 6. juni.

Under en venuspassage bevæger planeten Venus sig ind foran Solen set fra Jorden, præcis som Månen gør ved en traditionel solformørkelse. Venus er dog meget længere væk end Månen og ses derfor blot som en lille, rund, sort silhuet på den lysende solskive.

Solformørkelse den 20. maj set fra New Mexico. Foto Jacob la Cour.

"Du bør anskaffe beskyttelsesbriller beregnet til at kigge på Solen med. Venus kan ses uden kikkert, men den vil være meget lille. Bedre er det at bruge en kikkert forsynet med solfilter. Du skal finde et sted med fri udsigt mod horisonten i nordøstlig retning, hvor Solen står op ved halvfemtiden. Klokken 6.54 forlader Venus igen den hvide solskive og venuspassagen er dermed overstået", fortæller en af Danmarks bedste himmelfotografer, Jesper Grønne, til dmi.dk.

Misser du venuspassagen den 6. juni 2012, får du først chancen igen den 11. december 2117.

Solformørkelse den 20. maj set fra New Mexico. Foto Jacob la Cour.
Solformørkelse den 20. maj set fra New Mexico. Foto Jacob la Cour.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 21. maj 2012

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder