twitter google+ facebook

Smukt postkort fra det kolde nord

Koldt, smukt vejr i Nuuk i uge 9 2012 fik en borger til at fatte kameraet og sende DMI et postkort af forskellige smukke motiver fra ugen.

Maksimumtemperaturerne for Nuuk svingede mellem minus 12,9°C og minus 18,2°C fra mandag den 27. februar til fredag den 2. marts 2012. I den anden ende af skalaen lå minimumstemperaturerne i samme periode nede mellem minus 14,4°C og minus 19,8°C.

Fredag modtog DMI et 'postkort' fra Toke Brødsgaard i Nuuk, der glæder sig over det kolde vejr:

Kære DMI,

Lige et par fotos til jer her fra Nuuk, hvor vejret i en god uge har været absolut fantastisk. Bidende koldt, men så ren og klar luft som muligt. Grundet den meget lave lufttemperatur og næsten vindstille vejr har der de sidste 4 dage været en del sørøg.

Sørøg ved Nuuk marts 2012. Foto Toke Brødsgaard.

Den sidste måned har der også været rigtig meget is på fjorden, og da der er stor tidevandsforskel strander disse store isklumper regelmæssigt på land. Det er et imponerende syn.

Tidevandet bringer store isklumper op på land. Her fra Nuuk marts 2012. Foto Toke Brødsgaard.
Tidevandet bringer meget store isklumper op på land. Her fra Nuuk marts 2012. Foto Toke Brødsgaard.

Månen lyser på billedet med nordlys. Jeg har ladet mig fortælle, at de to mest lysende stjerner ikke er stjernerne, men planeterne Jupiter og Venus. Kan i bekræfte dette? Billedet er taget i retningen næsten lige mod vest, måske en anelse vestsydvest.

Nordlys, måneskin samt Jupiter og Venus ved Nuuk marts 2012. Foto Toke Foto Toke Brødsgaard.
Nuuk marts 2012. Foto Toke Brødsgaard

Håber I har glæde af disse fotos.

Med venlig hilsen

Toke Brødsgaard i Nuuk.

Vi har glædet os over billederne og ønsker med denne Nyhed også at dele oplevelsen med andre.

Vi kan bekræfte at de to lysende prikker ved siden af månen er Jupiter og Venus. De kan ses på aften himlen netop nu. Læs mere om det i Værd-at-vide boksen til venstre.

Tak for postkortet Toke.

Det kolde vejr fortsætter en tid endnu. Meteorologernes udsigter for Grønland fortæller nemlig, at meget kold luft strømmer ned langs Vestgrønland fra nord.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 6. marts 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder