twitter google+ facebook

Sær supertyfon rammer Filippinerne

En supertyfon med vindhastigheder op mod 250 kilometer i timen ramte tirsdag Filippinerne. Forholdene den opstod under, er ret usædvanlige.

Natten til tirsdag lokal tid, ramte Supertyfon Bopha den sydøstlige Filippinske ø Mindanao fra Stillehavs-siden. Ifølge Tropical Storm Risk var Bopha kort inden landgang en kategori 5 tyfon. Det betyder vindhastigheder på over 250 km/t.

De første meldinger tyder dog på, at kun få er omkommet i forbindelse med tyfonen. Ved flere tidligere lejligheder er dødstallene efter tyfoner på Filippinerne imidlertid steget betragteligt, når redningsarbejderne er nået frem til byer og landsbyer i det ramte område.

Havtemperaturer i det centrale, vestlige Stillehav den 3. december 2012. Med gult er indtegnet Bophas omtrentlige bane, som går gennem områder, hvor overfladetemperaturen er helt oppe på 30°C. De høje temperaturer var medvirkende til, at Bopha nåede helt op i den højeste orkan-kategori: kategori 5. Grafik fra den tyske vejrtjeneste DWD.
Havtemperaturer i det centrale, vestlige Stillehav den 3. december 2012. Med gult er indtegnet Bophas omtrentlige bane, som går gennem områder, hvor overfladetemperaturen er helt oppe på 30°C. De høje temperaturer var medvirkende til, at Bopha nåede helt op i den højeste orkan-kategori: kategori 5. Grafik fra den tyske vejrtjeneste DWD.

Bopha mistede hurtigt intensitet efter landgang og er tirsdag aften lokal tid en kategori 2-orkan. I de kommende dage bevæger den sig ud over først Suluhavet og sidenhen det Sydkinesiske Hav, hvor systemet ser ud til at ende med at gå i opløsning, før det når frem til det kinesiske fastland.

Sær tyfon

Mindanao er ikke ofte direkte i skudlinjen for intense tyfoner, fordi øen ligger forholdsvis tæt på ækvator.

Som tommelfingerregel er tropiske lavtryk sjældne i et bælte der strækker sig ca. 5° på hver side af ækvator. Her er coriolis-effekten kun lige kraftig nok til at holde rotationen i et lavtrykssystem som en tropisk orkan i gang, såfremt alle øvrige meteorologiske forhold er perfekte. Bopha var i døgnene efter den opstod så tæt på ækvator som blot 3°, hvilket er ret usædvanligt. Til gengæld var havtemperaturerne tæt på 30°C, hvilket betyder masser af brændstof til Bophas konvektive motor.

Bopha mandag den 3. december 2012. Filippinerne skimtes under den venstre 'arm' af spiralen. Foto NASA.
Bopha mandag den 3. december 2012. Filippinerne skimtes under den venstre 'arm' af spiralen. Foto NASA.

Den tropiske storm, som har været tættest på ækvator, var Vamei i 2001. Vamei nåede tropisk stormstyrke blot 1,5° (lige over 150 kilometer) nord for ækvator. Et studie viste efterfølgende, at kloden under de nuværende klimatologiske forhold kun kan forvente en cyklon som Vamei én gang hvert 400 år.

 

Kilometer i timen (km/t) Meter i sekundet (m/s) Sømil i timen (knob) Miles per hour (m/hr) Kategori
<63 km/t <17,5 m/s <34,0 knob <39,1 m/hr TD
70 km/t 19,4 m/s 38,3 knob 43,5 m/hr TS
80 km/t 22,2 m/s 43,8 knob 49,7 m/hr TS
90 km/t 25,0 m/s 49,2 knob 55,9 m/hr TS
100 km/t 27,8 m/s 54,7 knob 62,1 m/hr TS
110 km/t 30,6 m/s 60,2 knob 68,4 m/hr TS
120 km/t 33,3 m/s 65,6 knob 74,6 m/hr 1
130 km/t 36,1 m/s 71,1 knob 80,8 m/hr 1
140 km/t 38,9 m/s 76,6 knob 87,0 m/hr 1
150 km/t 41,7 m/s 82,1 knob 93,2 m/hr 1
160 km/t 44,4 m/s 87,5 knob 99,4 m/hr 2
170 km/t 47,2 m/s 93,0 knob 105,7 m/hr 2
180 km/t 50,0 m/s 98,5 knob 111,9 m/hr 3
190 km/t 52,8 m/s 103,9 knob 118,1 m/hr 3
200 km/t 55,6 m/s 109,4 knob 124,3 m/hr 3
210 km/t 58,3 m/s 114,9 knob 130,5 m/hr 3
220 km/t 61,1 m/s 120,3 knob 136,7 m/hr 4
230 km/t 63,9 m/s 125,8 knob 142,9 m/hr 4
240 km/t 66,7 m/s 131,3 knob 149,1 m/hr 4
250 km/t 69,4 m/s 136,8 knob 155,4 m/hr 4
260 km/t 72,2 m/s 142,2 knob 161,6 m/hr 5
270 km/t 75,0 m/s 147,7 knob 167,8 m/hr 5
280 km/t 77,8 m/s 153,2 knob 174,0 m/hr 5
290 km/t 80,6 m/s 158,6 knob 180,2 m/hr 5
300 km/t 83,3 m/s 164,1 knob 186,4 m/hr 5

Klassificeringen indeholder en kategori for tropisk lavtryk, en for tropisk storm og og fem for tropisk orkan. Farverne har ingen relation til temperaturkortet øverst i nyheden.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 4. december, 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder