twitter google+ facebook

Sådan var foråret (opdateret med endelige data)

Foråret har været mildt og haft cirka 90 timers ekstra solskin. Samlet set er 2012 næsten en kopi af 2011.

91 ud af 92 forårsdøgn er gjort op. Det sidste døgn flytter kun minimalt på det endelige resultat. De tre mest brugte nøgletal for vejret er frem til den 31.maj klokken 8 som følger:

Gennemsnitstemperaturen lå på 8,0°C torsdag morgen den 31. maj. Tallet ændrede sig ikke efter den endelige opgørelse fredag morgen. Forårets gennemsnits temperatur blev dermed på 8,0°C i 2012 .

Vi havde frem til torsdag morgen fået 112 millimeter nedbør.Fredag morgen, da de endelige tal blev gjort op var heller ikke dette tal ændret. Vi fik altså 112 millimeter nedbør i løbet af foråret 2012.

Solen havde skinnet 572 timer frem til torsdag morgen. Fredag morgen, da månedens sidste døgn kom med, steg dette tal med 3 timer. Foråret 2012 endte således med 575 soltimer.

Se flere data for maj 2012 og foråret 2012.

2012 minder om 2011

Foråret 2012 ligner foråret 2011. Sidste år var gennemsnitstemperaturen på 8,1°C. Dermed blev 2012 kun 0,1°C køligere.

I 2011 fik vi 101 millimeter nedbør, mens det i 2012 blev til 11 millimeter mere. Så det har været lidt vådere i år.

Der er også forskel på de to års antallet af soltimer. Solen skinnede 636 timer i foråret 2011. Dermed endte 2012 med 61 færre soltimer.

Foråret 2011 blev opgjort til at være 'Varmt og solrigt'. I år har vi dog haft det lidt vådere og med knapt så meget sol, men de to års samlede nøgletal er sammenlignelige.

2012 versus klimanormalerne

Klimanormalen beregnet på data fra 1961-90 for døgnets gennemsnitstemperaturen i foråret ligger på 6,2°C. Dermed ender 2012 med at være 1,8°C lunere end normalen. Køligst var det på Bornholm med 6,9°C i gennemsnit, og mildest var det på Fyn med 8,3°C.

Det koldeste forår er helt tilbage fra 1888 med kun 2,9°C, mens det varmeste var i 2007 med en middeltemperatur på 9,0°C. De landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.

Normalt får landet gennemsnitligt 135 millimeter nedbør i løbet af de tre forårsmåneder. 2012 endte en anelse mere tør med sine 112 millimeter.

Fordelingen af nedbøren i regionerne er dog ikke lige. København og Nordsjælland har sammen med Bornholm fået mindst med 79 millimeter, mens Midt- og Vestjylland sluttede i spidsen med 152 millimeter.

Forår med lidt sne i marts 2012. Foto Hans Chr. Katberg Olrik Toft.
'61-'90 '01-'10 2011 2012
Temp. 6,2°C 7,3°C 8,1°C 8,0°C
Nedb. 135 mm 133 mm 101 mm 112 mm
Sol 481 t 579 t 636 t 575 t

Sammenligning af temperatur, nedbør og sol i klimanormalperioden 1961-1990, vejrdekaden 2001-2010 samt sidste år og i år.

Rekorden for det vådeste forår er fra 1983 med 285 millimeter nedbør. Det tørreste forår er fra 1974, hvor der blot faldt 46 millimeter nedbør. De landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874.

Mørke skyer over Palads i København maj 2012. Foto Eyðun Waagstein.

På et gennemsnitligt forår får vi 481 timers solskin. I år har vi indtil torsdag den 31. om morgen fået 91 timers mere solskin i gennemsnit. Det dækker over et spænd på 541 timer i Syd- og Sønderjylland og 690 timer på Bornholm.

Den endelige opgørelse afslørede fredag morgen, at foråret 2012 bød på 575 timers sol. Mest fik de på Bornholm, der kunne lægge ni timer til den 31. og endte med 693 timer. Midst fik de fortsat i Syd og Sønderjylland, der kun kunne lægge én time til den 31.og endte med 542 timer.

Det mest solrige forår var i 2008 med 663 timer, mens det solfattigste forår var i 1983 med blot 269 timer. De landsdækkende solskinstimemålinger startede i 1920.

Forårets ekstremer

Den absolut laveste temperatur i foråret 2012 blev minus 8,6°C målt natten til den 5. april i Isenvad. Det ligger noget over rekorden fra 6. marts 1888, der var på minus 27,0°C.

Den absolut højeste temperatur blev 28,3°C, målt den 25. maj i Karup. Det er køligere end rekorden fra 27. maj 1892, hvor termometeret nåede op på 32,8°C.

Vandski på Furesø i solnedgang i maj 2012. Foto Christian Olesen.

Den højeste måling af nedbør i løbet af ét døgn blev 43,8 millimeter målt i regionen Midt- og Vestsjælland samt Lolland/Falster. Den største mængde regn målt på et døgn i foråret ligger på 94,0 millimeter og blev målt i maj 2007. Den største mængde nedbør på et døgn er opgjort siden 1874.

Nyheden bliver opdateret med de endelige tal for hele foråret, når de er gjort op.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 31. maj 2012, opdateret 1. juni 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder