twitter google+ facebook

Så kom sæsonens første sne

Kulden trak for alvor ned over Danmark natten til fredag den 26. oktober 2012. Koldfronten bragte sæsonens første sne og ned til 5,3 graders frost.

Fuldstændigt som forudsagt trak en markant koldfront ned over landet natten til fredag. Bygerne i fronten faldt både som regn, slud og sne, og i opklaringen på bagsiden af fronten droppede temperaturen.

Alle radarens farver var, og er endnu fredag formiddag, i spil. De røde farver, der angiver snefald ses mest i Jylland. Mange steder smeltede sneen i samme øjeblik, den ramte jorden, men nogle steder lå den længe nok til at gøre overfladerne vinterhvide.

Sne i Kragelund ved Silkeborg fredag den 26. oktober 2012 i morgentimerne. Foto Morten Hokland.

Koldest i Sønderjylland

Vi skal længere syd på for at finde de laveste nattemperaturer. Sønderjylland blev den absolut koldeste region. Det blev også i den region, landets laveste temperaturer blev målt. Skrydstrup som 'bundscorer' med 5,3°C.

Store dele af landet har haft let frost. Men det endnu lune hav omkring landet holdt de mindre øer og især de vestvendte kyststrækninger oppe på to til fire graders varme.

Station Laveste temperatur
Skrydstrup -5,3°C
Billund -4,0°C
Store Jyndevad -3,2°C
Kastrup -2,9°C
Esbjerg -2,5°C
Natten til den 26. oktober 2012 blev kold med frost til store dele af landet. Grafik Peter Riddersholm Wang.

Selv om tre ud af de fem laveste temperaturer målt i nat ligger i regionen Syd- og Sønderjylland, så er andre regioner også repræsenteret på listen. Østjylland med Billund på andenpladsen og København og Nordsjælland med Kastrup Lufthavn på fjerdepladsen.

År Dato
2005 16. november
2006 1. november
2007 10. november
2008 21. november
2009 4. november
2010 21. oktober
2011 4. december

Flere hvide byger

Den kolde luft strømmer ned over landet et par døgn endnu. Derfor forventer meteorologerne, at nogle af bygerne fredag og lørdag kan blive med hvide islæt - enten som slud eller som hagl. Temperaturen forventes at falde om natten til mellem fem gaders varme ved kysterne og fem graders frost inde i landet.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 26. oktober 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder