twitter google+ facebook

Ozonlagets frelser er død

"Manden, der reddede Jorden, er død" hedder en af overskrifterne i de internationale medier, og det skorter da heller ikke på international anerkendelse af kemikeren F. Sherwood Rowland, som lørdag døde; 84 år gammel.

Rowland var en af de første, som indså, at menneskenes brug af CFC-gasser var på vej til at ødelægge det beskyttende ozonlag omkring Jorden. For sit arbejde modtog Rowland i 1995 som en af tre forskere, Nobelprisen i kemi for at forklare, hvordan ozonlaget dannes og nedbrydes.

"Det er svært at overdrive betydningen af Rowland, Mario Molina og Paul Crutzens arbejde med ozonlaget. Uden de tre ville vi ikke have vores nutidige forståelse af ozonnedbrydning," siger forskningsleder Niels Larsen, der til daglig leder DMI’s ozonforskning på Danmarks Klimacenter, DKC. "Og det var deres arbejde, som sikrede, at verden for første gang fandt sammen i ét fælles projekt; nemlig at forhindre nedbrydningen af ozonlaget."

Rowland og Molina beregnede i 1974 på baggrund af atmosfæreforsker Paul Crutzens arbejde, at hvis menneskeheden fortsatte brugen af chloroflourcarboner (CFC-gasser) som drivgas i eksempelvis deodoranter og andre husholdningsprodukter, så ville ozonlaget hurtigt nedbrydes.

Ozonhullet over Antarktis i 2001. Grafik NASA/GSFC

Et forbillede i samarbejde

Konsekvenserne af Rowland, Crutzen og Molinas arbejde førte til, at verden i september 2012 fejrer 25-året for den mest succesrige internationale aftale nogensinde; Montreal-protokollen. Protokollen, der handler om beskyttelse af ozonlaget, er i dag underskrevet af 191 nationer og kun Andorra, Irak, San Marino, Østtimor og Vatikanstaten står udenfor.

Ozonlaget beskytter alt levende mod Solens UV-stråling, der forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem. Ozonlaget kom for alvor på dagsordnen med en artikel i tidsskriftet Nature i maj 1985.

"Artiklen viste, at tykkelsen af ozonlaget over Antarktis i de sydpolare forårsmåneder var aftaget fra mere end 300 Dobson enheder til mindre end 200. Vi lærte fænomenet at kende som det antarktiske ozonhul og det blev knyttet sammen med stigende koncentrationer af menneskeskabte CFC-gasser", sagde Niels Larsen ved en tidligere lejlighed.

Ozonlagets udtyndning førte i 1987 til, at FN udarbejdede Montreal-protokollen, som begrænser udledningerne af ozon-nedbrydende stoffer.

Og Montreal-protokollen virkede. Mængden af de fleste ozonskadelige stoffer er enten aftaget eller stabiliseret, siden aftalen trådte i kraft i 1989. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan gik i 2003 så langt som til at kalde Montreal-protokollen "...den måske til dato mest succesfulde internationale aftale".

Grundlaget for Montreal-protokollen er den såkaldte Wien-konvention om beskyttelse af ozonlaget. Den foreskriver, at parterne overvåger ozonlagets tilstand og forsker i de processer, der nedbryder ozonlaget. På vegne af - og med støtte fra - Miljøstyrelsen har DMI siden begyndelsen af 1990'erne varetaget opgaverne for Danmarks vedkommende.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

Redaktion: Kate Søs Hansen
© DMI, 12. marts 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder