twitter google+ facebook

Ozonlaget fortsat i fokus 25 år efter Montreal

I 1987 blev hele verden enige om en hurtig aktion mod den voldsomme kemiske nedbrydning af ozonlaget. Her 25 år efter står Montreal-protokollen som en af de mest succesfulde internationale aftaler, men opgaven er langt fra fuldført. Globale klimaændringer præsenterer nye udfordringer på flere fronter.

Montreal-protokollen fejrer den 16. september sit 25 års jubilæum.

Protokollen har til formål at beskytte det stratosfæriske ozonlag. Ozonlaget skærmer alt levende mod Solens UV-stråling, der blandt andet forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem.

Montreal-protokollen virker gennem regulering af ozonnedbrydende stoffer, de såkaldte ODS'er (ozone depleting substances), og det har den gjort med stor succes. Udledningerne af de fleste ODS-gasser er begyndt at aftage gennem de seneste 15 år. Dog er ODS-gasserne svært nedbrydelige, og koncentrationerne forventes først at være på 1980-niveau i midten af indeværende århundrede.

Dobbelt bonus

Ud over beskyttelsen af ozonlaget har Montrealprotokollen imidlertid også haft stor betydning for klimaet.

"ODS-gasserne er generelt meget kraftige drivhusgasser og dermed har Montreal-protokollen ikke blot været meget effektiv i beskyttelsen af ozonlaget, men den har også bidraget markant til at begrænse bidraget til den globale opvarmning fra disse stoffer. Vi fik så at sige en dobbelt bonus", forklarer Niels Larsen, der til daglig leder DMI's stratosfære-forskning.

De atmosfæriske koncentrationer af de såkaldte HFC-gasser, der blev udviklet som erstatningsstoffer for ODS-gasserne, er imidlertid nu i hastig stigning. HFC-gasserne er ligeledes drivhusgasser og truer derfor med at udviske Montreal-protokollens klimaforbedrende sideeffekt.

Stærk klimakobling

"Der er stærke koblinger mellem klimaforandringer og genoprettelsen af ozonlaget. Som følge af Montreal-protokollen stagnerer eller aftager koncentrationerne af de ozonnedbrydende stoffer i stratosfæren nu. Isoleret set vil det i sidste ende føre til en langsom genopretning af ozonlaget", siger Niels Larsen.

Imidlertid foregår der sideløbende andre klimaforandringer, der påvirker ozonlaget.

"Forøgede koncentrationer af drivhusgasser, kombineret med allerede lave ozonforekomster, medfører en afkøling af stratosfæren", påpeger forskningslederen og fortsætter:
"Data fra de seneste 20-25 år afslører en klar sammenhæng mellem kemisk ozonnedbrydning og temperaturer der er lave nok til at tillade dannelse af såkaldte polar-stratosfæriske skyer (se foto til højre).

Polar-stratosfærisk sky ud for Norges vestkyst den 3. januar 2005. Foto Kenneth Straarup.
Polar-stratosfærisk sky ud for Norges vestkyst den 3. januar 2005. Foto Kenneth Straarup.

De polar-stratosfæriske skyer spiller en helt afgørende rolle for den kemiske nedbrydning af ozonlaget. På overfladen af ispartiklerne i skyen omdanner menneskeskabte klor- og bromforbindelser sig kemisk til en form, der med indvirkning af sollys potentielt nedbryder store mængder ozon.

"Vi ser en tendens til, at de kolde arktiske vintre bliver stadig koldere højt oppe i atmosfæren med resulterende kraftigere ozonnedbrydning".

Ozonhul over begge poler

Formentlig som følge heraf dannedes for første gang et egentligt arktisk ozonhul i foråret 2011 (grafik til højre).

"Vi målte en kemisk ozonnedbrydning over Arktis på mere end 40% af den totale ozonlagstykkelse inden for den polare hvirvelstrøm. Op mod 80% af ozonen omkring 19 km højde forsvandt. Det betyder, at forholdene nu er sammenlignelige med Antarktis, som ellers tidligere var det eneste sted på Jorden, hvor der opstod ozonhuller", påpeger Niels Larsen.

Byge af effekter

I et varmere klima opstår der endvidere hyppigere og kraftigere tordenbyger. Målinger over USA har vist, at sådanne byger med deres omrøring af atmosfæren kan skyde vanddamp helt op i den ellers knastørre stratosfære.

"Mere vanddamp i kombination med de globalt forekommende stratosfæriske sulfat-aerosoler kan føre til forøget kemisk ozonnedbrydning. Det betyder alt andet lige en forøget UV-stråling ved Jordens overflade - vel at bemærke over tæt befolkede områder på mellembreddegrader", slutter Niels Larsen.

Ozonlagets tykkelse (DU) over den nordlige halvkugle 30. marts 2011, observeret fra Gome-2 instrument ombord på Eumetsat’s MetOp satellit. Et område med ozon-fattig luft er drejet ind over Skandinavien, og inden for området måles de lave tykkelser af ozonlaget ned til omkring 250 DU. I København måltes samtidigt et forøget UV-stråling på op til 25% over det normale niveau.
Ozonlagets tykkelse (DU) over den nordlige halvkugle 30. marts 2011, observeret fra Gome-2 instrument ombord på Eumetsat’s MetOp satellit. Et område med ozon-fattig luft er drejet ind over Skandinavien, og inden for området måles de lave tykkelser af ozonlaget ned til omkring 250 DU. I København måltes samtidigt et forøget UV-stråling på op til 25% over det normale niveau.

DMI gennemfører i samarbejde med Miljøstyrelsen et overvågningsprogram i Grønland og Danmark med systematiske observationer af udviklingen i ozonlaget og UV-strålingen i henhold til de forsknings- og moniteringsforpligtelser, som Danmark har påtaget sig gennem Wien-konventionen af 22. marts 1985 om beskyttelse af ozonlaget. Det overordnede formål er at overvåge genopretning af ozonlaget under klimatisk forandrede betingelser. Målingerne indrapporteres regelmæssigt til internationale databaser under FN’s meteorologiske organisation WMO og Network for the Detection of Atmospheric Composition Change (NDACC).

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
DMI, 16. september 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder