twitter google+ facebook

Ozonhul og opvarmning stimulerer den antarktiske havis

Sommerens stadigt dalende mængde havis omkring Nordpolen er et aktuelt emne i debatten om den globale opvarmning. Den tilsvarende stigende mængde havis omkring Sydpolen tiltrækker sig ikke samme opmærksomhed, selv om også den delvist er et resultat af højere temperaturer - dog i kombination med ozonhul over Antarktis.

I september 2012 nåede isen i Arktis sin laveste udbredelse i den tid der er udført satellitmålinger. Det var en stor historie. Klimaforskerne vurderer, at det er et af de mest direkte beviser, vi har, på den globale opvarmning.

Stort set samtidigt med is-minimum i Arktis, nåede isen omkring Antarktis sin største udbredelse siden målingerne startede med et vinter-maksimum på 19,4 millioner kvadratkilometer i gennemsnit for september. Hvordan hænger det nu sammen?

Starter fra nul

"Ved Antarktis smelter havisen stort set helt bort om sommeren. Det har den gjort så længe, vi har overvåget området med satellitter - det vil sige siden slutningen af 1970'erne", fortæller DMI's is-ekspert Rasmus Tonboe fra Center for Ocean og Is.

Når kulden kommer i det sydpolare efterår, omkring marts, starter isen ved Antarktis stort set fra nul. Den styrende faktor for arealet af vinterens havis omkring Antarktis er derfor vejret; det vil sige: vinden, temperaturen og nedbørsforholdene.

"De seneste 30 år har vi været vidne til en mindre, men dog signifikant, stigning i arealet af havis omkring Antarktis sidst på vinteren. Fordelingen er også andeledes nu. Havisen forsvinder på den ene side af den Antarktiske Halvø samtidigt med, at den især vokser i Rosshavet", siger han.

Kolde vinde

Den store vinterudbredelse i 2012 er altså ikke tegn på generelt faldende temperaturer. Den er dog - så at sige i 'anden række' - udtryk for et ændret klima på og omkring det sydlige kontinent.

"Vi ser en stærkere atmosfærisk cirkulation omkring Antarktis. Årsagen er en kombination af ozonhullet i stratosfæren og global opvarmning. Den tropiske opvarmning siden 1980'erne har været på cirka 0,5°C. Samtidigt har ozonhullet over Antarktis bidraget til lavere temperature i stratosfæren over selve kontinentet. Det resulterer samlet i en øget temperaturforskel, som igen forårsager stærkere vinde og et ændret vindmønster omkring Antarktis. Blandt andet blæser vinden havisen sydpå langs den Antarktiske Halvø, hvilket fjerner isen; og kolde vinde blæser ud over Rosshavet, hvilket giver større potentiale for dannelse af yderligere havis", forklarer Rasmus Tonboe.

Is uden køle-effekt

Mod nord, i Arktis, har sommerens til stadighed lavere og lavere udbredelse af havis en markant klimatisk konsekvens. Når isens hvide overflade begynder at smelte, eller erstattes af mørkt hav, bliver en større del af Solens kortbølgede indstråling til varme i havet og i Jordens atmosfære. Dermed stiger temperaturen, hvorved endnu mere is smelter og så fremdeles. At effekten er så vigtig, skyldes at det daglige energi-input omkring sommersolhverv er højere på Nordpolen end noget andet sted på Jorden, fordi Solen er på himlen hele døgnet.

Isudbredelsen i september de seneste 33 år baseret på satellitmålinger. Der er en svag men signifikant tendens til mere og mere is.
Isudbredelsen i september de seneste 33 år baseret på satellitmålinger. Der er en svag men signifikant tendens til mere og mere is.
Isudbredelsen omkring Antarktis i september 2012. Data og grafik NSIDC.
Isudbredelsen omkring Antarktis i september 2012. Data og grafik NSIDC.

Rasmus Tonboe påpeger, at de klimatiske konsekvenser af vinterisens voksende udbredelse i Antarktis imidlertid ikke bidrager med en tilsvarende afkøling.
"På grund af polarnatten er der ingen - eller kun meget begrænset - solindstråling at kaste tilbage i verdensrummet om vinteren. Når Solen for alvor kommer tilbage i Antarktis i løbet af det sydpolare forår i september og oktober, er isudbredelsen allerede toppet og på vej ned igen", siger han.

DMI's Susanne Hanson har tidligere arbejdet på havisen omkring Antarktis.
DMI's Susanne Hanson har tidligere arbejdet på havisen omkring Antarktis.

Ozonlagets fremtid er fortsat usikker, men det kan være reetableret over Antarktis om ca. 30 år. Det betyder, at en del af den kølende effekt, ozonhullet har bidraget med, forsvinder. Selv om modelberegninger antyder, at Antarktis fortsat kan holde på kulden selv efter reetableringen af ozonlaget, er det dog ikke helt sikkert, hvordan det kommer til at foregå.

Sne og is indeholder 70% af verdens reserver af ferskvand - det Antarktiske isskjold står alene for 63%. Begynder de at smelte vil vandstanden i verdenshavene stige drastisk.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 24. oktober 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder