twitter google+ facebook

Novembers himmel - og vejr

November 2012 har ikke budt på ret meget sne og frost. En afvekslende buket af regn, blæst, skyer, tåge, solskin og stjerneklart - tilsat en smule hagl og rim, er det jeg tænker tilbage på, skriver Jesper Grønne som indledning til dette lille visuelle overblik over den forgangne måned.

Tekst og foto Jesper Grønne, www.groenne.eu

Aften

Meteorsværmene Tauriderne og Leoniderne markerede sig i november, se 'Værd at vide'- boksen til højre.

Heldigvis var der perioder med rimeligt klart vejr, så det fascinerende lysfænomen kunne opleves mange steder i landet.

Foto fra den 13. november (Tauriderne). Meteoret lyser blåt og grønt ved mødet med atmosfæren. Det kraftige lys nederst til højre er billygter 4-5 kilometer væk. Det gullige lys i horisonten er lysforurening fra Viborg ca. 30 kilometer væk.

Efter mørkets frembrud i november stod den blålige, åbne stjernehob Syvstjernen, også kaldet Plejaderne, op i øst, efterfulgt af den klare planet Jupiter. Det ses midt i billedet bag det store bøgetræ, i denne time-lapse video (klik).

Man ser skyer der hastigt bevæger sig med vestenvinden, de oplyses nedefra af kunstigt lys fra nærliggende Silkeborg by. De små hurtige lysstriber er ikke meteorer - det er fly.

Hvis ikke tågen havde lagt sig tungt over landskabet i slutningen af videoen, havde man set konstellationen Orion rejse sig majestætisk på himlen. Hold øje med den i december, det er himlens smukkeste stjernebillede.

Nat

Mælkevejen ses tværs over himlen i november. De fugtige nætter resulterer dog ofte i et vekslende til tæt skydække - eller i bedste fald dug på kameralinsen.

Mælkevejens stjerner laver et lysende bånd over himlen, galaksens tåger af brintgas mellem stjernerne lyser rødt. Hvis ikke skyerne og atmosfærens partikler blev oplyst så meget af den gule lysforurening, ville man kunne se Mælkevejen betydeligt klarere.

Skyernes vekslende dække af Mælkevejen ses i denne time-lapse video (klik).

Morgen

Når Solen står op, fortrænges tågen der har dannet sig over landskabet i nattens løb. Det er på denne årstid, at man skal være opmærksom på glatte veje om morgenen.

Lige efter solopgang kan de første solstråler farve skyerne røde. Det er den klassiske atmosfæriske lysbrydning og spredning af de blålige lysbølgelængder, der er årsag til det.
Lige efter solopgang kan de første solstråler farve skyerne røde. Det er den klassiske atmosfæriske lysbrydning og spredning af de blålige lysbølgelængder, der er årsag til det.
November morgentåge. I græsset i forgrunden er der lidt rimfrost, vinteren nærmer sig.
November morgentåge. I græsset i forgrunden er der lidt rimfrost, vinteren nærmer sig.

Denne time-lapse video (klik) er optaget over 90 minutter efter solopgang i lørdags den 24. november. Morgentågen opløses langsomt i det gryende solskin, sammen med rimfrosten i græsset. Skyerne bølger lystigt i det fjerne, men kommer til sidst ind over.

Det er november i en nøddeskal; blæst, tåge, rimfrost, solskin, finregn - alt indenfor en god times tid.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

DMI, 26. november 2012

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder