twitter google+ facebook

Nordenvind skifter fra lun til kold

Nordenvind er ikke bare nordenvind. Selv om tryksystemerne kun flytter sig en anelse, er resultatet et markant vejrskifte sidst på ugen. Fra sol og varme til nedbør og kulde.

Smukt forårsvejr 25. marts 2012. Foto Hans Chr. Katberg Olrik Thoft.

Et højtryk ligger vest for Danmark. Det bliver det ved med de kommende dage, men det fjerne sig en anelse mod vest. Det får konsekvenser for vejret herhjemme. Så længe højtrykket ligger tæt nok på landet, sendes lavtrykkene vestfra langt mod nord til Norges nordvestlige kyst, mens lavtrykkene nordfra sendes øst om landet og ned til den østligste del af Europa.

Varmen nordfra

Højtrykket lige vest for Danmark trækker endnu mild forårsluft rundt fra den centrale del af Europa, ud over Nordsøen og ned over landet nordfra.

Prognosen for tirsdag den 27. marts, hvor højtrykket sender mild luft ned over Danmark nordfra. Grafik Michael Skelbæk.

Flytter højtrykket sig langt mod øst, får vi først stille og flot vejr, mens højtrykket passerer landet. Derefter bliver der plads til at lavtryk og fronter kan passere ind over Danmark vestfra. Det giver ustadigt forårsvejr med skiftevis lune og kølige perioder.

Kulden nordfra

Fjerner højtrykket sig tilstrækkeligt langt vestover, at det ikke længere er styrende for vejret over Danmark, bliver der plads til at lavtrykkene kan trille ned til landet fra den nordlige del af Skandinavien. Det giver køligt eller ligefrem koldt forårsvejr fra nord.

Prognose for tirsdag den 3. april 2012 (beregnet tirsdag den 27. marts). Lavtrykket sender kulde ned nordfra. Grafik Michael Skelbæk.

Det er netop denne udvikling, tirsdagens prognosekørsler peger i retning af. Allerede onsdag den 28. marts bliver den en anelse køligere og mere blæsende, og efterhånden som ugen skrider frem, falder temperaturen stødt nedad. Kulden maser sig ned over landet på bagsiden af et lavtryk fra det kolde nord.

Vejrskiftet kan ikke undgås

Tendensen til køligere vejr de kommende dage har prognoserne haft fat i i flere dage. Nu er vi kommet så tæt på vendepunktet, at vi må indse, at det ikke kan undgås.

Det bliver koldere fra onsdag den 28. marts. Hvis prognoserne holder stik helt frem til tirsdag den 3. april, bliver vejret endda noget koldere og helt vinterligt. Prognoserne er endnu usikre for begyndelsen af april, men holder de, får vi dagtemperaturer på 3 til 6°C, risiko for temperaturer ned til frysepunktet om natten og en del byger, der kan blive med hagl eller slud.

Altså et vejrskrifte fra sol og 18°C den ene tirsdag til byger med mulighed for slud og ned til frysepunktet om natten tirsdagen efter. Det må siges at være et markant, men ikke usædvanligt, forårsvejrskifte.

Først i april 2012 er der risiko for byger med hagl eller slud. Foto Liselotte Kahns.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 27. marts 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder