twitter google+ facebook

Marts-vejret i hus og have

Marts er ikke kun sol og varme, der er også frost, tåge og nedbør. På de gode dage er der masser at tage fat på i hus og have, så de er klar til foråret. DMI og Bolius giver gode råd.

Selv om marts ifølge kalenderen er forårets første måned, er det langt fra slut med kulden. I en gennemsnitlig marts er der nemlig hele 15 døgn med frost og 5,3 døgn med sne.

Selv om det fortsat kan være koldt, er det en god idé så småt at tage fat i haven. Du kan for eksempel beskære de fleste buske og frugttræer, dog ikke blomme- og kirsebærtræer. Hvis du vil holde ukrudtet nede, for eksempel i køkkenhaven, så fjern det nu – så slipper du for meget af det senere.

Læs også: Hvad kan du lave i haven om foråret?

Vejret i marts rekorder
Varmest 6,1 °C (1990/2007)
Koldest -3,5 °C (1942)
Højst temp. 22,2 °C (1990)
Lavest temp. - 27 °C (1888)
Tørrest 7 mm (1969/1918)
Vådest 100 mm (1978)

Slip af med sneskimmel

En del græsplæner får normalt sneskimmel - en svamp, der angriber græs under sne, og som ligner hvidt spindelvæv – men du kan normalt godt få græsplænen til at se godt ud igen ved blandt andet at rive det døde græs væk med en gummirive og bruge en topdressing.

Læs også: Hvordan fjerner du sneskimmel fra græsplænen?

Tjek dit hus efter vinteren

Regn, blæst, sne og frost kan være hård ved huse, så det er en god idé at tjekke, om dit hus er i god stand i marts. Det er blandt andet vigtigt at tjekke, om taget er tæt, om der er revner i skorsten, facade og sokkel, og om kloak og brønde er i orden.

Læs også: Tjek dit hus for skader efter vinteren

Mere sol=vinduespudsning

Sidst på måneden går vi ind i sommerhalvåret, og temperaturen stiger. Samtidig får vi gennemsnitligt 60 procent flere soltimer end i februar og kommer op på 110 timer. I marts 1943 skinnede Solen i 200 timer, mens der blot var 50 soltimer i 1963. Hvis Solen fik lov at skinne fra en skyfri himmel hele måneden, ville der være flere end 350 soltimer i marts.

Når Solen skinner, er det tydeligt at se, hvis vinduerne ikke er blevet pudset. Hvis du vil gøre vinduerne pæne, skal du bruge: En spand, lunkent vand, en blød svamp eller børste, en god svaber med hård og hel gummiliste uden hakker, opvaskemiddel, husholdningseddike, tørre, fnugfri klude eller viskestykker. Brug universalrengøringsmiddel til karme og rammer.

Læs også: 10 gode råd til vinduespudsning

Vælg den rigtige maling

Solen skinner dog ikke hele tiden. Gennemsnitligt regner det 10 dage i marts, og der er 46 millimeter nedbør. Der er 9,2 døgn med tåge, kun overgået af januar med 10 døgn og februar med 9,3 døgn.

I den slags vejr får mange lyst til at kaste sig over indendørs arbejde i stedet, blandt andet maling. Her er det vigtigt, at du finder den rigtige maling. De fleste maler med plastmaling, og det er ikke et dårligt valg. Den holder nemlig lige så godt som terpentin-baseret maling i de fleste tilfælde.

Læs også: Vælg den rigtige maling indendørs

Lunest og vådest i Syd- og Sønderjylland

Der er normalt stor forskel på vejret, alt efter hvor du bor i landet, viser DMI’s statistikker. Gennemsnitligt er det i marts:

  • Køligst på Bornholm med en middeltemperatur på 1,5 °C
  • Lunest i Syd- og Sønderjylland og på Fyn med en middeltemperatur på 2,4 °C.
  • Mest solrigt i Nordjylland med 116 soltimer
  • Mindst solrigt i Syd- og Sønderjylland med 104 soltimer.
  • Mest vådt i Syd- og Sønderjylland med 54 mm.
  • Mest tørt i Vest- og Sydsjælland og på Lolland og Falster med 38 mm.

Læs også: Sådan er foråret - nu med endnu flere tal

Af journalist i Bolius, Kim Gregersen og Lone Seir Carstensen, DMI, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 2. marts 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder