twitter google+ facebook

Laveste temperatur i 2012 er foreløbigt minus 6,5°C

Natten til søndag den 15. januar 2012 var kold. Det endnu unge år 2012's laveste temperatur blev målt i Skrydstrup søndag mellem klokken 8 og 9 og var på -6,5°C.

Midt i den ellers så milde vinter, fik vi i weekenden koldt vejr. Et højtryk vest for Danmark trak i samarbejde med et lavtryk øst for landet, kold luft ned over os fra nord. Det gav et par lyse dage med solskin og et par stjerneklare nætter med nattefrost.

Den koldeste nat var natten til søndag. Stille og klart vejr fik temperaturen til at droppe, især inde i de centrale dele af Jylland. Koldest blev det i Skrydstrup i Sønderjylland, hvor termometret var ned og runde -6,5°C i de tidlige formiddagstimerne.

Weekendens laveste temperaturer faldt søndag mellem 8 og 9. Grafik klimatolog Rikke Sjølin Thomsen.
Rim på bladene søndag den 15. januar 2012 om formiddagen. Foto Kurt Winkler.
Solnedgang fra Sangstrup Klit, Djursland, lørdag den 14. januar 2012. Foto Kurt Winkler.

Ved kysterne var der på dette tidspunkt enkelte steder, hvor temperaturen endnu lå op til et par grader over frysepunktet, men i langt det meste af landet var der let frost. Årets laveste temperatur blev således målt lige umiddelbart efter solopgang, der søndag i Skrydstrup var klokken 08:40.

Årets laveste døgnmiddeltemperatur for hele landet er fra lørdag klokken 7 til søndag klokken 7 og er på +0,7°C, mens det efterfølgende døgn fra søndag 7 til mandag 7 er opgjort til +2,5°C.

Fra fredag den 13. jaunuar 2012 klokken 7 til mandag den 16. januar klokken 7 fik vi mellem 14 og 17 timers solskin alt efter hvor I landet vi var. Det svarer i runde tal til, at Solen skinnede knapt 2/3 af den tid, den var over horisonten fredag, lørdag og søndag.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 16. januar 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder