twitter google+ facebook

Kraftige tordenbyger over Italien har kurs mod Danmark

De italienske meteorologer advarer om kraftig torden, regn og vind i store dele af Italien det kommende døgn. Knapt halvdelen af landets regioners meteorologi-alarmer er gået i rødt. Torsdag når fronten svækket til Danmark.

Meteoalarm onsdag den 31. oktober 2012 om morgen. Kilde meteoalarm.eu.

Et markant lavtryk over det sydlige Frankrig og Middelhavet giver kraftig regn og torden til Middelhavsområdet.  

Lavtrykket har næsten sluppet Spanien tidligt onsdag morgen den 31. oktober 2012, mens det sydøstlige Frankrig og især Italien går et vådt og buldrende døgn i møde. Lavtrykkets koldfront indhenter varmfronten, hvorved regn og torden intensiveres.

Den forventede mængde regn, der forventes at falde fra den31. oktober 2012 klokken 12 UTC til 1. november 2012 klokken 00 UTC. Kilde: Italian Air Force Weather Service - CNMCA.

Især den vestlige del af det sydlige Italien forventes at kraftig torden og regn. Flere steder kan der ifølge vejrmodellerne komme mere end 80 millimeter regn på 12 timer. Som det ses på italienernes prognosekort forventes også landene øst for Italien får en del regn det kommende døgn.

I formiddagstimerne onsdag den 31.oktober tordner det allerede lige vest for Rom og over Sicilien.

Ud over regn og torden bliver det også blæsende, når koldfronten passerer.  Foran fronten tiltager vinden fra sydlige retninger og middelvinden forventes at nå stormende kulingstyrke. Derudover kommer der i forbindelse med tordenbygerne endnu kraftigere vindstød. Nogle af vindstødene bliver med stor sandsynlighed af stormstyrke.

Rejsen videre til Danmark

Lavtrykket bevæger sig det kommende døgn nordover, og tilhørende frontsystem forventes at komme til Danmark i morgen.

På turen op over Centraleuropa svækkes lavtrykket, og fronterne klappes sammen til én okkluderet frontzone. Torsdag eftermiddag forventes fronten at give regn især til den nordlige og østlige del af Danmark, men i langt mindre mængder end i Italien.

"Vi forventer, at det kan give fem til ti millimeter herhjemme – langt mindre end det italienerne får i eftermiddag” siger meteorologerne vagtchef Klaus Larsen, og tilføjer ”natten til fredag indhentes regnen af endnu en front fra sydvest."

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 31. oktober 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder